han i 1410 oprettede et Kloster for dem i Landskrona. Til Norge kom imidlertid denne Orden ikke[1].
Mærkeligere er det Forsæt Kong Erik engang havde, at oprette en Høiskole, eller som det paa Latin hed: studium generale, etsteds i sine Riger. Dertil udfordredes, efter Tidens Begreb, pavelig Tilladelse, og Kongen henvendte sig om en saadan til Pave Martinus V. Denne opfyldte hans Bøn, og tillod i en Bulle fra Florens af 26de Mai 1418, at et Universitet maatte oprettes etsteds i hans Riger efter Erkebiskoppen af Lunds og Biskoppen af Roskildes nærmere Bestemmelse (altsaa ganske vist i et af deres Biskopsdømmer), hvilket Universitet skulde nyde samme Friheder som Universiteterne i Paris og Bologna, dog maatte Theologi der ikke foredrages[2]. Det er rimeligt, at en Høiskole for Geistlige, der vilde uddanne sig til Kirkens høiere Embeder, netop var det som Kongen og hans Raadgivere ønskede, og at Pavens Tilladelse med den nævnte Indskrænkning syntes dem at være uden synderligt Verd. Deraf kom det udentvivl for en stor Deel, at der under Erik intet Skridt blev gjort for at bringe det udtalte Forsæt til Udførelse. Det blev først igjen optaget meer end femti Aar senere.
Uagtet det ikke lykkedes dengang at faa oprettet en Høiskole inden de forenede nordiske Riger, saa indtraadte dog ved denne Tid en Forandring med Hensyn til Stedet, hvor den nordiske og navnligen den norske Geistlighed søgte sine høiere theologiske og kirkeretlige Kundskaber. I 1419 blev nemlig et fuldstændigt Universitet oprettet i Rostok, og dette drog snart, paa Grund af sin nærmere Beliggenhed og det lettere Samkvem, Studerende fra alle de nordiske Riger til sig. De norske Geistliges høiere Uddannelse ved Universiteterne i England og Frankrige ophørte fra nu af, som det lader, saa godt som ganske, medens det videnskabelige Baand derimod mellem Norge og Tydskland stedse droges fastere sammen, – noget som dog maaskee allerede kan siges at have været forberedet ved de tydske Hansestæders Overvælde i de norske Handelsforhold.
Siden Harald Haarfager, det norske Riges Grundlægger, havde, paa Magnus Erikssøn nær, Ingen siddet i Norges Kongedømme saa længe som Erik af Pommern. Men som Norge under Haralds Styrelse først fremtraadte i Staternes Rekke, saa syntes det under Eriks at være paa god Vei til atter at udslettes af den. Hans Kongedømmes Tid var for Norge et halvt Aarhundrede af Ulykke og Nedverdigelse. I de første tredive Aar synes Nordmændene ikke ret at have været sig sin mislige Stilling bevidste, ligesom de i det Hele
