stemmelser, der strede mod den Frihed fra Statens Byrder, som han vilde bevise, at Kirken, dens Embedsmænd og Tjenere fra umindelige Tider havde nydt. Derom henvendte han sig til Kongen, Dronningen og Raadet, idet han beraabte sig paa det for Kroningen givne Løfte og bad dem betænke, at de der paalagde Geistligheden eller dens Ejendomme utilbørlige Byrder-, vare faldne i Bans Straf. Raadet var imidlertid saa langt fra at føie Erkebiskoppen i denne Fordring, at de meget mere forsvarede Lovens Bestemmelser. Erkebiskoppen antog da en tilsyneladende meer maadeholden Tone og foreslog Eet af To: enten skulde de omhandlede Bestemmelser ved et aabent Brev under Kongens og Erkebiskoppens Segl, eller ved et eget Kapitel i Lovbogen erklæres for ikke gjældende, indtil Kongen naade en modnere Alder, og da, med vise Mænds Raad, ifølge sin Kroningsed, kunde føie gavnligere Foranstaltninger; – eller begge Parter skulde ved sikkre Bud sende de omhandlede Love til Paven og lade hans Dom gjøre Udslaget. Raadet vilde heller ikke antage noget af disse Forslag, men affordrede derimod Erkebiskoppen en Gjenpart af de paa Provinsialconciliet vedtagne og ovenfor omtalte kirkelige Bestemmelser eller Statuter. Denne Fordring blev opfyldt[1]. Men Statuterne fandt, som let begribes, ingenlunde Raadets Bifald; de vakte tvertimod dets bittreste Klager mod Kirkens Forstandere, som de der krænkede Kongedømmets Rettigheder, og betyngede Folket med utaalelige Byrder[2].
Denne afgjorte Modstand fra Rigsstyrelsens Side synes at være kommen Erkebiskoppen noget uventet, efterat han havde faaet gjennemdrevet Kroningseden, og modtaget Raadets foreløbige Løfter om Føielighed; og netop hans Forbløffelse over Raadets kraftige og bestemte Optræden har rimeligviis skrækket ham fra strax at vove et afgjørende Skridt mod den udviste Trods. Han lod imidlertid til sin Sikkerhed et Vidnesbyrd om Kroningseden opsætte den 25de Juli og besegle af alle de tilstedeværende Biskopper[3]. Derpaa hævede han Conciliet og før den 29de Juli fra Bergen tilbage til sit Sæde[4]. At hans allerede fuldt udarbeidede nye Christenret under de forhaandenværende Omstændigheder ikke fik kongeligt Samtykke og Stadfæstelse eller vandt Lovs Kraft, var noget som fulgte af sig selv.
De norske Lendermænd og Høvdinger, som i Egenskab af Kongens Raad paa Kongedømmets Vegne stillede sig i Spidsen for Modstanden mod Erkebiskoppen, vare især følgende: Bjarne Erlingssøn af Bjarkø og Giska, udentvivl den mægtigste, rigeste og høibyrdigste af alle Norges daværende Høvdinger, Gaut af Tolga,
