endnu lidet synes at have tænkt over den Statsforfatning, i hvilken de, saa at sige uvidende, vare blevne inddragne. Men fra 1420 af begyndte, som vi have seet, Utilfredshedsyttringer fra Nordmændenes Side at lade sig høre, der vidnede om, at de følte Mangler ved Landsstyrelsen; og allerede fra den Tid af udviklede sig udentvivl den Gjæring i Folket, hvilken efter 1435 gav sig aabenbar Luft.
Norge som Statssamfund var imidlertid ved 1420 allerede nedsunket i en Umyndighedstilstand, af hvilken det havde ondt for igjen at hæve sig. Naar Kongedømmet svigtede sin Pligt, fattedes Hoveddrivhjulet i det norske Statsverk; og en Statsmagt, der midlertidig kunde med Kraft indtage Kongedømmets Sted, fandtes ikke. Norges verdslige Høvdinger, gave, i Egenskab af Rigets Raad, intet Livstegn fra sig, og den norske Kirkes Forstandere, der, ifølge de forhen oftere paapegede norske Statsforhold, egentlig dannede det daværende Rigsraads faste Kjerne, og vare bedst istand til at opretholde dets Anseelse, – ogsaa de vare forstummede. Den norske Kirke nemlig, der i den tidligere Halvdeel af det 14de Aarhundrede unegtelig var den bedst ordnede Indretning i det norske Statssamfund, havde efter 1350 Aar for Aar tabt i Virkekraft og var under Margreta og Erik – som vi have seet – bleven en Bold for verdslig Vilkaarlighed, hvortil ogsaa dens Hjælpeløshed under Pavedømmets store Splittelse kun altfor meget maatte opfordre. Saalænge den var i en saadan Svaghedstilstand, var liden Støtte for Statssamfundet fra dens Side at vente.
Ikke desto mindre var det dog Kirkens Forstandere, der, da det norske Folk igjen kom til lidt Besindelse og Eftertanke, først grebe den faldefærdige Stat under Armene; og udentvivl maa Mosen herfor især tillægges Erkebiskop Aslak Bolt. Vi have seet, hvorledes han stræbte at bringe Liv ind igjen i den norske Kirke ved at sætte Provinsialconcilierne paany i Gang. Med Biskopsstolenes Besættelse gik det ogsaa, da han var bleven nogenlunde fast i sin Metropolitanstyrelse, ordentligere til end i Eriks forudgaaende Regjeringstid. I begge Henseender fandt Erkebiskoppen en Støtte i den baselske Kirkeforsamlings gavnlige Virksomhed, der utvivlsomt lagde et ikke ganske svagt Baand paa Kongens tidligere Vilkaarlighed i Kirkens Sager. Men det var ikke i denne sin nærmeste og egentlige kirkelige Virkekreds alene Erkebiskop Aslaks Indflydelse aabenbarede sig. Det var udentvivl ogsaa han, som igjen satte Liv i Norges Raad. Han viser sig som Hovedmanden i de Raadsforhandlinger, der i 1437 bragte Amund Sigurdssøn til at nedlægge Vaaben; og i alle de senere Forhandlinger i Anledning af Misnøiet med Kong Erik og med Statsforbindelsen mellem de tre Riger see vi ham blandt Hovedpersonerne. Den af Norges
