Biskopper, som næst ham synes at have været virksommest i disse Statssager, var Biskop Audun af Stavanger, hvis Navn idelig her nævnes med Erkebiskoppens. Den danskfødte Biskop Jon af Oslo derimod stod, som det lader, allerede nu i et spendt Forhold til sin Metropolitan ikke alene i geistlige men ogsaa i verdslige Forhold.
Sporer man saaledes i Eriks seneste Regjeringsaar atter noget Liv i det norske Riges Raad, sporer man hos det en Stræben efter at bringe nogen Orden i Norges forfaldne Landsstyrelse, efter at vække Nordmændenes Selvstændighedsfølelse og bringe Norge til at indtage den det tilkommende Plads i det nordiske Statsforbund, – saa er der al mulig Grund til at tro, at dette væsentlig skyldtes Erkebiskop Aslaks og de med ham enige og ligesindede norske Biskoppers Indflydelse paa Raadets verdslige Medlemmer. At Erkebiskoppen og det norske Raad i det længste holdt paa Erik af Pommern, havde aabenbare sin Grund deri, at den almindelige Stemning hos Nordmændene var for deres gamle Arvekonge og i det Hele for Kongedømmets Arvelighed efter gammel Landslov og efter det Erik ved hans Antagelse gjorte Tilsagn. Raadet har for sit Vedkommende ganske vist paa denne Tid indseet den Modsigelse, hvori det norske Kongedømmes Arvelighed stod til Norges, som det hed „uopløselige“ Statsforbindelse med tvende Valgriger; det maa have indseet – og det viser jo ogsaa udkastet til den fornyede Forbundslov, i hvis Affattelse Erkebiskop Aslak og et af de mest anseede verdslige Raadsmedlemmer tog Deel –, at Norge for at kunne blive fast ved Forbundet maatte give Slip paa sit Kongedømmes Arvelighed. Men det norske Folks Almenhed havde ikke tænkt sig ind i hint Forhold, og dens Villie gjaldt endnu alt for meget, til at Raadet i et saa væsentligt Stykke turde uden Betænkelighed gaa sin egen Vei. Det norske Raads .Stilling har saaledes været høist vanskelig, og hvormeget det end – og især udentvivl dets geistlige Deel – kan have været stemt for Statsforbundets Opretholdelse, saa var det kun de mest tvingende Opfordringer fra svensk og dansk Side samt Eriks fuldkomne Opgivelse af sin egen Sag, der formaaede det til at tage et afgjørende Skridt: opsige Erik og vælge Kristoffer af Bayern, – og det endda først efterat Folket dertil havde givet sit udtrykkelige Samtykke. Ved Modet i Lødøse, da det skede, finde vi alle de daværende Biskopper i selve Norge og desforuden Biskopperne af Hole og Færøerne tilstede, den norske Kirke var altsaa der sterkt repræsenteret.
