Kristoffer af Bayern, der i 1442 atter forenede de tre nordiske Riger, var dengang i sin kraftigste Ungdomsalder, 26 Aar gammel. Efter hvad Historien lader dømme af hans Færd, var han en klog og sindig Mand, som vel havde sat sig ind i de forviklede Forhold, hvori han indtraadte, og som havde foresat sig at agte og overholde de enkelte Rigers Selvstændighed. Forbundet mellem Rigerne lader han til at have seet fra den Side, som den daværende almindelige Mening fordrede: han opfattede det som et Forbund til fælles Forsvar og indrettede sin Styrelse derefter. Om ogsaa stundom under ham Klager løde fra Sverige, saa opretholdtes dog der den indre Rolighed; og de gjentagne Bondeopstande i Jylland, lykkedes det ham med Vaabenmagt at undertrykke. Den Omstændighed, at Kristoffer først lod sig krone i Danmark, efterat han var kronet baade i Sverige og Norge, og at han ved sin danske Kroning, der foregik i Ribe den 1ste Januar 1443, blev – som det i vedkommende Notarialdokument heder – „indviet og salvet til Danmarks Riges Erkekonge (in Archiregem regni Daniæ)“[1], – kunde vel vække Mistanke om en skjult Hensigt – dog snarere maaskee i saa Fald fra det danske Raads end fra Kongens Side – at udhæve Danmark som Hovedriget i Statsforbundet, og hans Verdighed i Egenskab af dansk Konge som den der ved sig selv gjorde ham til Forbundets lovlige Hoved. Men hvilken Mening man end kan have havt med det usedvanlige Erkekonge-Navn, eller hvilken Mening end deri kunde lægges, saa maa indrømmes, at i Virkeligheden, saavidt vides, intet Krav derpaa grundedes og ingen Klager derover hørtes.
Norge havde unegtelig ved at vælge Kristoffer til Konge nærmet sig Valgrigets Form. Thi om end Kristoffer kunde siges at være ifølge Norges Lov arveberettiget til dette Rige som Kong Eriks Sostersøn, saa var han dog ikke den nærmest arveberettigede til Riget efter Erik; – det var nemlig, hvad før er sagt, dennes Farbroders Søn Bugislaf af Pommern saavel efter Loven som efter Nordmændenes Erklæring i 1388 og 1389, – og Bugislaf levede endnu, uden, saavidt man ved, at have gjort noget Afkald paa sin Arveret[2]. Om derfor Kristoffer tidligere i et Brev til Sveriges Raad af 1438 lod sig forlyde med at have Arveret til Norge[3], saa er det dog ikke bekjendt, at denne Omstændighed blev i nogen særdeles Grad fremhævet ved hans Valg i Lødøse. Nordmændenes Kongevalg kunde saaledes ved denne Leilighed ansees som frit, og Norge som
