med det samme indtraadt i det nordiske Statsforbund i Egenskab af Valgrige, følgelig med samme Ret som Sverige og Danmark. Saaledes betragtede ogsaa ganske vist det norske Raad Sagen, og Kongen selv lader ikke til at have næret nogen anden Anskuelse. Et andet Spørgsmaal er det derimod, om Norges Almue var istand til at opfatte Kristoffers Valg ganske saaledes, hvor vel den end dertil gav sit udtrykkelige Samtykke. Det norske Kongedømmes Arvelighed sees i det mindste senere endnu at staa de norske Bønder i Hovedet, ligesom det paaberaabtes af dem, der søgte at vinde Norges Krone.
Saasnart Kristoffer var antagen til Norges Konge, fratraadte Drotseten Sigurd Jonssøn, saavidt skjønnes, sit Embede, uden at nogen anden beskikkedes i hans Sted. Med Kanslerembedet overholdt Kristoffer den gamle Orden, idet han nemlig lod det være forenet med Provstiet til Mariekirke i Oslo. Andres Mus, der var Provst og Kansler i 1441, lader til at være død i Begyndelsen af Kristoffers Styrelse Hans Eftermand i begge Embeder var Gunnar Holk, der som saadan nævnes allerede i 1444. Kong Kristoffer viste de norske Statsforhold den Opmærksomhed, der kunde ventes, og holdt Rigets Raad ved den Myndighed, som tilkom det i Styrelsesanliggender. I Anledning af de mange Klager over Hansestædernes Overgreb udnævnte han ved Brev fra Kjøbenhavn af 4de November 1444 af sit norske Raad et Undersøgelsesudvalg bestaaende af tolv Mænd, fem Geistlige og syv Verdslige. De Geistlige vare: Erkebiskop Aslak, Biskopperne Audun af Stavanger og Olaf af Bergen, Alf Thorgardssøn Provst til Apostelkirken i Bergen og Svein Erikssøn (Erkedegn) af Throndhjem[1]. Samme Aar den 10de December beskikkede han, ogsaa fra Kjøbenhavn, et Udvalg af Raadet, bestaaende af otte Mænd, nemlig: Hr. Olaf Nilssøn (eller Niklessøn til Talgø) Ridder, hvem Kongen havde skikket „at sidde i sit Sted (i várn stað at sitia)“, Biskop Audun af Stavanger, Gunnar Holk, Provst til Mariekirke i Oslo, Svein Erikssøn, Degn af Nidaros, samt een Ridder, to Væbnere og een Lagmand, – hvilke paa Kongens Vegne skulde holde „Retterthing“ i Throndhjems, Bergens og Stavangers Biskopsdømmer og søge at hjælpe paa den Retløshed, som i mange Aar havde fundet Sted i disse Dele af Landet, og hvorover Klage var ført[2]. Erkebiskoppen betragtedes paa gammel Vis som Raadets Formand. I 1442 den 20de September fra Bergen udstedte saaledes Erkebiskop Aslak, i Forening med Biskop Olaf af Bergen, Alf Provst til Apostelkirken, og Olaf Nilssøn Ridder og Høvedsmand paa Ber-
