have indtaget en fremragende Plads blandt sin Tids norske Biskopper, idet han omtales som det baselske Conciliums fuldmægtige Tiendesamler og desuden meget ofte nævnes i vigtige Statsforhandlinger, og, som vi nys have seet, varet af Medlemmerne i det af Kong Kristoffer tilskikkede Retsudvalg. Man finder, at han har været meget gavmild mod sit Kapitel, hvis Gjæld til sig han ogsaa eftergav ved et Brev af 6te August 1445[1]. Han døde i samme Aar 1445 den 3die November. Allerede den 14de November samledes Kapitelet i Kathedralkirkens Sakristi og valgte til Auduns Eftermand af sin egen Midte Gunnar Erikssøn. Valget var eenstemmigt fra de syv Prest-Chorsbrødres Side, hvilke med Gunnar selv vare tilstede, og det blev strax ved Chorsbroderen, Gunnar Haakonssøn, en af Vælgerne, forkyndt for det tilstedeværende Klerus og Folk. Ved Kapitelets Brev af samme Dag anbefaledes den Valgte Erkebiskoppen til Indvielse[2].
Som Biskopper paa Færøerne nævnes i Kongerne Eriks og Kristoffers Regjeringstid: Halgeir i 1392, Vikbold i 1394, Severinus eller Søffren i 1434, og Hemming i 1442[3]; men om disses Embedstid og Embedsførelse vides forresten intet.
De Biskopper til Garde paa Grønland, hvilke ved denne Tid nævnes, kunne vist ikke ansees for andet end Titulærbiskopper, som aldrig have besøgt sit Biskopsdømme. Efter de tvende samtidige Bertold og Jakob, hvilke ovenfor ere omtalte[4], nævnes en Nikolaus som Grønlands Biskop, ved hvis Død Pave Eugenius IV i 1433 ved Provision beskikkede en Prædikebroder, Bartholomæus de Sto. Ypolito, til hans Eftermand. Denne er rimeligvis død for 1440; thi i dette Aar nævnes en Biskop Gregorius af Grønland som nærværende paa Raadsmødet i Oslo i Juli og August[5]. Han omtales senest i 1450 som nærværende i Bergen med flere Biskopper den 4de September[6]. Forbindelsen mellem Grønland og Norge ophørte imidlertid saa godt som ganske, og den norske Befolkning og Kirke i hint Land nærmede sig meer og meer sin Undergang. De omkringboende hedenske Eskimoers (Skrælingernes) Angreb paa de norske Indbyggere gjentoge sig under store Ødelæggelser. Omkring 1418 skal et saadant Anfald have fundet Sted, der kun levnede ni Sognekirker tilbage. Efter den Tid skal Landet have savnet alt biskoppeligt Tilsyn og derhos kun nydt liden prestelig Tjeneste. Indbyggerne maa dog have fundet Leilighed til at klage sin aandelige Nød for Paven, og Nikolaus V, der i 1447 den 6te Marts fulgte
