Eugenius IV paa det apostoliske Sæde, laante villigt Øre til deres
Klage. Han udstedte den 20de September 1448 et Brev fra Rom
til Biskopperne i Skaalholt og Hole, hvilke vare Grønland nærmest,
og paalagde dem at sørge for Christendommens Opretholdelse der ved
at indvie duelige Prester til Landets Kirker, og hvis Omstændighederne
tillod det, efter Samraad med Erkebiskoppen, foreslaa en tjenlig
Person til Biskop[1]. Paven har altsaa neppe vidst, at en Biskop af
Garde dengang levede i Norge, eller han har anseet Gregorius
før udygtig til igjen at reise den faldefærdige grønlandske Kirke.
Pave Nikolaus’s velmente Bestræbelser vare imidlertid frugtesløse.
De Biskoppers religiøse Iver, til hvilke Paven henvendte sig, har
neppe været synderlig levende, og Forbindelsen mellem Norge og Grønland
synes ved denne Tid ganske at være bleven afbrudt. Da Grønland
efter meer end halvtredie Hundredaars Forløb gjenfandtes, var
den norske Befolkning ligesaavel som Christendommen forsvunden, og
kun enkelte Ruiner af dens Kirker og Boliger tilbage.
Kong Kristoffer døde hastig i Helsingborg den 6te Januar 1448 i en Alder af omtrent 32 Aar, efterat han i noget over fem Aar havde været Norges Konge.
Kristoffers korte Kongedømme kunde, sammenlignet med Eriks senere Regjeringsaar, kaldes en Fredens Tid for de nordiske Riger. Vel var Statsforbundet mellem dem paa det nærmeste opløst; men indbyrdes Enighed raadede ligefuldt, Freden med Udlandet blev ikke i væsentlig Mon forstyrret, og i hvert enkelt Riges Indre var der, med Undtagelse af Bondeoprørene i Jylland, taalelig roligt. Anderledes vendte igjen Tingene sig efter Kristoffers Død. Den ulmende Partistrid i de enkelte Riger flammede igjen op. Spørsmaalet om der skulde fremdeles være et Statsforbund eller ikke, – om der skulde være een Konge for alle tre Riger, eller hvert vælge sin, – vaktes paa ny og voldte en Splid mellem Rigerne indbyrdes, der snart udartede til Had mellem Folkene. Daner og Svear stillede sig snart fiendtlige mod hinanden. „Den kjærlige Forening“ førtes fra begge Sider paa Tungen snart i Klager over dens Brud, og Strid om hvo der først havde brudt den, snart i Ønsker og Underhandlinger om dens Gjenoprettelse, – hvilken man dog fra ingen af Siderne, og mindst fra dansk Side, ønskede, uden med den skjulte Tanke i Baghaand,
- ↑ Grøn. hist. Mind. III. 165–176.
