at det Rige, som udtalte Ønsket, skulde blive det andets Mester, og opnaa Forrangen i Statsforbundet. Nordmændene, hvis Selvstændighedsfølelse i Eriks sidste Aar og under Kristoffers korte Regjering havde vundet en Smule Liv, nærede for sin Part neppe noget høiere Ønske end at bevare sin Selvstændighed, ligemeget om udenfor eller i Forbund med de tvende andre Folk. Men da først Splid mellem disse var udbrudt, og hvert af dem havde valgt sin Konge, saa stræbte ogsaa hvert af dem at bringe Norge over paa sin Side. To Partier, et svenskt og et danskt, dannede sig saaledes i Norge, og Landet fandt sig, før det ret havde klaret sig sit Forhold, splittet ved en indre Tvist, der gjorde det til et let Bytte for den mægtigere og listigere af de tvende udenlandske Medbeilere.
Kong Kristoffer døde uventet, barnløs, og uden at have føiet nogensomhelst Foranstaltning til eller givet nogetsomhelst Vink om Valget af sin Eftermand. For Danmark og Sverige stod nu deres gamle Valgfrihed aaben; og for Norge var heller ingen anden Udvei end at gribe til et Kongevalg, efterdi ingen lovlig Arving til Kongedømmet gaves, med mindre det vilde vende tilbage til Erik af Pommern og hans tydske Æt, eller opsøge sig en blandt Kristoffer af Bayerns ligeledes tydske og forresten Nordmændene ganske ukjendte Slegtninge. At et Samraad mellem de forbundne Riger burde finde Sted, førend hvert enkelt af dem skred til et eensidigt Kongevalg, laa vistnok i Forbundets Natur og var ved forskjellige Leiligheder udtrykkeligen udtalt; men hverken gaves herfor strengt bindende Lovbud, eller endnu meget mindre gyldige Lovbestemmelser om hvor og under hvilke Former et saadant Samraad om fælles Kongevalg skulde finde Sted. Hvad herom var talet og bragt i Udkast havde aldrig vundet virkelig Lovskraft.
Det danske Rigsraad skal, efter Nogles Beretning, have opfordret de tvende andre Rigers Raad til et Møde[1]. Dette er dog uvist, da Andre sige, at de Danske efter Kristoffers Død ilede med at aabne eensidige Underhandlinger, sigtende til at besætte den ledige danske Kongestol[2]. Det danske Rigsraad ønskede nemlig at benytte Leiligheden til at forene Hertugdømmet Slesvig igjen med den danske Krone og tilbød derfor denne til den slesvigske Hertug og holsteinske Greve Adolf, en Fyrste, hvis Klogskab, Tapperhed og Styrerdygtighed Danmark i den langvarige Krig mellem ham og Kong Erik havde faaet prøve. Adolf undveg imidlertid Valget, men henviste til sin Søstersøn og Arving, den tre og tyveaarige Grev Kristiern eller Kristian af Oldenborg.
