hvilke endnu vare i friskt Minde. De, som tænkte sig, at Norge burde benytte Tilfældet for at faa sin egen Konge, vaklede, som det lader, mellem sin fordums Drotsete, Sigurd Jonssøn, og sin gamle Herre, Kong Erik; ogsaa Jarlen af Orknøerne (Villiam Sinklar?) skal have været nævnet[1]. Af disse var dog vel Sigurd Jonssøn den eneste, om hvis Valg der kunde blive for Alvor Tale; han synes nemlig at have havt et stort Parti for sig af Norges Almue. Men han lader ikke til at have næret noget sterkt Ønske om at vinde Norges Kongedømme, tvertimod var han snarere stemt for Opretholdelsen af det ældre Statsforbund.
Da ved Kristoffers Død Norges Kongedømme var blevet ledigt, skulde efter ældre norsk Lov og Sedvane Erkebiskoppen af Nidaros træde i Spidsen for Rigsstyrelsen. Men Erkebiskop Aslak var dengang, som det lader, i Nidaros[2], altsaa fjærnet fra Valgbevægelsernes Skueplads i Sverige og Danmark. Man sporer heller ikke for det Første nogen Virksomhed fra hans Side for hastig at istandbringe et Valgmøde for Norges Vedkommende. Maaskee har han ventet, at Landets Høvdinger, efter Kong Magnus’s Lovs Bydende, skulde selvkaldte komme til Nidaros for i St. Olafs Nærhed at foretage et Kongevalg; eller ogsaa har han gjerne seet Sagen udsat for at afvente Tingenes Gang i Sverige og Danmark, før man for Norges Vedkommende fattede sin Beslutning Imidlertid maa de Raadsmedlemmer, der vare tilstede i Oslo, dengang Styrelsens egentlige Sæde, og i de nærliggende Landsdele, have bestemt sig til at stille Sigurd Jonssøn i Landsstyrelsens Spidse som Rigsforstander; og denne Beslutning synes Raadet i Almindelighed, og følgelig vel først og fremst dets Formand Erkebiskoppen, at have tiltraadt. Man har i det mindste af 26de Juni 1448 et Landsvistbrev, udstedt i Oslo af Provsten Gunnar Holk, „Norges Riges Kansler“, hvilket denne siger sig at give ifølge Fuldmagt af „Hr. Sigurd Jonssøn, Ridder og Rigets Forstander og alt Rigets Raad i Norge“[3]. Først ud paa Sommeren satte Erkebiskoppen sig i Rørelse, og det, som det heder, ifølge Skrivelse fra nogle af Rigets Raad, der bade ham komme til dem i Oslo. Ved denne Tid har han udentvivl havt Underretning om Karl Knutssøns Valg til Sveriges Konge, hvilket foregik, som før sagt, den 20de Juni; og han har ganske vist strax taget sit Parti, nemlig at virke for Karls Valg ogsaa til Norges Konge, og derved for Norges Tilslutning til Sverige. Han fulgte Indbydelsen til Raadsmødet i Oslo. Men før han forlod Throndhjem, raadførte
