Andres Plytt, Kongens Kansler Bjarne Lodinssøn, Erik Dugaldssøn af dcn suderøiske Kongeæt,. Halkel Øgmundssøn, Thorer Haakonssøn eller Biskopssøn, Jon Brynjulfssøn, Erling Alfssøn og Audun Hugleikssøn, hvilke tvende sidste stode i Frændskabsforhold til Kongen. Raadets Sindelag aabenbarede sig yderligere, da det lod Kongen udstede Forbud mod Geistlighedens Indkjøb af Sølv samt mod de Penges Udførelse af Landet til Rom, hvilke vare samlede til det hellige Lands Understøttelse ifølge Conciliets Beslutning i Lyon[1] af 1274. Dette Forbud var saameget dristigere, som det paa en Maade kunde siges at være rettet mod Paven selv. Det fremkaldte ogsaa flere pavelige Formaningsskrivelser, som dog for det første, under den tiltagende Ophidselse, ikke bleve agtede. Derhos begyndte Kongens Raadgivere, ligesom og Sysselmændene omkring i Landet, meer og meer i selve Gjerningen at lægge for Dagen, hvorlidet de brøde sig om Geistlighedens Fordringer paa Skattefrihed og Uafhængighed af de verdslige Domstole.
Da dette skeede i selve Throndhjem, lige under Erkebiskoppens egne Øine, kunde han ikke længer forblive en rolig Tilskuer. Man var her ifærd med at indføre den nye Opkrævningsmaade af Ledingsskatten efter Jordebrug og Formue, og trods Erkebiskoppens for omtalte Indsigelse og optagne Vidnesbyrd, gjorde man ingen Undtagelse for Kirkens og Geistlighedens Vedkommende. Efter sin Hjemkomst til Nidaros indkaldte da Erkebiskoppen den 5te October 1280 for sig i sit Consistorium Lendermændene Hr. Halkel Ogmundssøn og Hr. Jon Brynjulfssøn, samt Sysselmanden Erlend, og paamindede dem – som det heder: paa en venskabelig og mild Maade – om ikke at krænke Kirkens Frihed eller betynge dens og Geistlighedens Ejendomme, da de herved vilde paadrage sig det af Paven bestemte Ban. Han erklærede derhos, at han paa ingen Maade og ingensinde vilde give sit Minde til, at Kirkens Ejendomme i Throndhjems Biskopsdømme underkastedes hidtil uvante Afgifter og Skatter, imod Pave Gregorius’s Bestemmelse paa Conciliet i Lyon, saameget mindre som den indgangne og besvorne Forening mellem Kirken og Kongedømmet udtrykkelig fastsatte: „at Kongerne ei maatte forandre Landets skrevne Love og de vedtagne Pengebøder, hverken for Klerker eller Lægfolk, mod gammel Sedvane, til Kirkens eller Klerkernes Skade“. Han tillagde, at han strax den her omgjældende Bestemmelse i Lovbogen blev ham bekjendt, havde gjort Indsigelse hos Kong Magnus, og at denne da havde svaret ham: „Hvis saa bedre behager Eder, da lad det være som forhen“. Ved denne Erkebiskoppens Paamindelse vare tilstede foruden hans Chorsbrødre ogsaa Abbederne af Tautra og Holm samt
- ↑ Suhm D. H. X. 832, 858.
