han sig med Almuen Nordenfjælds, og maa ved denne Leilighed have bragt Karls Valg paa Bane. Bønderne vare dog ikkun betingelsesvis stemte for dette. Almuen lod nemlig, som det heder, Erkebiskoppen bede, at han ingen Dansk eller Tydsk vilde samtykke til Norges Konge. Helst, blev der yttret, vilde man have Sigurd Jonssøn til Konge; hvis dette ei kunde skee, da vilde man have sin gamle Herre, Kong Erik, saafremt han strax kom til Norge og vilde holde Fred med Sverige; men lod heller ikke dette sig gjøre, da vilde man have Kong Karl af Sverige til Konge[1]. Thrønderne havde saaledes da allerede Underretning om Karls Valg i Sverige, og Erkebiskoppen maa have søgt at virke for ham hos dem, idet han tillige maa have ladet Ord falde om Valgforhandlingerne i Danmark og om hvem man der havde i Sigte til Konge.
Naar Erkebiskop Aslak er kommen til Oslo, og naar Raadsmødet der har begyndt sine Forhandlinger, vides ikke. Men sikkert synes det være, at Erkebiskoppen kom derhen med det faste Forsæt at stemme paa Karl Knutssøn og for Norges Tilslutning til Sverige. Nu begyndte da ogsaa de forskjellige Partier i Raadet at træde aabenbare for Lyset, især vel efterat Kristians Valg i Danmark i September var blevet bekjendt. Sigurd Jonssøn, der i det Hele synes at lave været en maadeholden, lidet ærgjerrig Mand, har udentvivl snart mærket, at, om han end havde Stemningen for sig blandt Norges Bønder til at vorde Konge, saa var dette ikke Tilfældet i Raadet, hvis Flertal i det mindste ønskede det gamle Statsforbund gjenoprettet, eller, da dette efter de eensidige Valg i Sverige og Danmark, ikke længer var at opnaa, foretrak en Forening med eet af Rigerne fremfor Norges Afsondring under en egen Konge. Sigurd har derfor klogeligen trukket sig tilbage uden at pukke paa den Stemme, Norges Almue havde givet ham.
Raadet delte sig saaledes snart i to Partier: det ene ønskede en Forening med Sverige, og Karl Knutssøn til Konge; det andet ønskede en Forening med Danmark, og Kristian af Oldenborg til Konge. Og begge Medbeilere søgte at anbefale sin Sag paa det bedste. Hovedmændene for det svenske Parti var Erkebiskop Aslak, der ifølge sin Stilling ved et Kongevalg havde den vigtigste Stemme, samt de indflydelsesrige Riddere Olaf Nilssøn af Talgø og Erik Sæmundssøn, Høvedsmand i Tunsberg. I Spidsen for det danske Parti stod den danskfødte Biskop Jon af Oslo, gammelt Medlem af Raadet og tidligere, som vi have seet, mistænkt for falskt Spil med Kristoffers Valg, og Ridder Hartvik
- ↑ Underretning om disse Erkebiskoppens Overlægninger med Almuen findes i dennes senere Erklæring af 24de November 1449. Hadorf II. 167.
