Krummedike, en i Norge indgiftet holsteinsk-dansk Stormand, der med sin Hustru havde faaet stort Jordegods her og for Tiden, som Høvedsmand paa Akershus, indtog en af Landets vigtigste Embedsstillinger. Til dette Parti synes ogsaa Rigsforstanderen Sigurd Jonssøn at have heldet, uvist af hvilken Grund.
Det svenske Parti maatte vel for Øieblikket agtes at have Fordelen paa sin Side, da det baade havde Erkebiskoppen med sig, og desuden, efter hvad allerede havde vist sig og senere end mere blev aabenbart, Mængden af Norges Almue, især nordenfjælds og paa Oplandene, var for Karls Valg. Det danske Parti havde imidlertid i Biskop Jon en saare slug Leder, og dette Parti, der sikkerligen inden Raadet selv snart blev det talrigste, vidste, sin tilsyneladende Underlegenhed uagtet, for man anede det, at komme sine Modstandere i Forkjøbet. Forresten nævnes ingen af Norges Biskopper foruden Erkebiskoppen og Biskop Jon som nærværende paa Raadsmødet. At Biskop Olaf af Bergen ikke var der tilstede, kan muligen forklares af Sygdomsforfald; thi ved denne Tid eller ikke meget længe efter synes han at være afgangen ved Døden. Hvorfor Biskop Gunnar af Stavanger var fraværende vides aldeles ikke, ligesaalidet som hans Stemning med Hensyn til Kongevalget kjendes. At Biskop Gunnar af Hamar derimod hørte til det svenske Parti, viste sig senere tydeligen. Af tilstedeværende Prælater nævnes ellers Provsten Alf til Apostelkirken i Bergen og Gunnar Holk til Mariekirken i Oslo samt Sigurd Bjørnssøn, Erkeprest i Oslo; men om deres Stemning lader sig intet med Sikkerhed sige, skjønt man af deres senere Opførsel snarest skulde tro, at de have heldet til den danske Side.
Aaret 1448 led til Ende uden at Raadet kom til nogen endelig Beslutning om Kongevalget. Da blev det, udentvivl paa det danske Partis Anstiftelse, bestemt, at Biskop Jon af Oslo og Hr. Hartvik Krummedike skulde fare til Danmark for at see Freden opretholdt mellem dette Rige og Norge; dog maatte de i Forveien love og sverge, at de ikke skulde indlade sig paa noget Valg af Konge og følgelig ikke heller give den i Danmark valgte Kristian nogetsomhelst Tilsagn om Norges Krone[1]. At ikke det svenske Parti erkjendte sig paa nogen Maade bundet i sit frie Valg ved denne Beslutning, det viser sig tydeligt baade deraf, at Erkebiskoppen og Hr. Olaf Nilssøn ved samme Tid sendte Breve om i Landet, der raadede Almuen at samtykke Karls Valg til Norges Konge[2], – og deraf, at nysnævnte Olaf Nilssøn med Erik Sæmundssøn, Svein Erikssøn Degn (Erkedegn) i Throndhjem og fire andre Medlemmer af Raadet indgik i Baahus den 26de Februar (Askeonsdag) 1449 en skriftlig Forbindelse, hvorved de lovede
