det hvert tredie Aar. Toldfrihed mellem Norge og Danmark skulde finde Sted. Kongen skulde kun i meget magtpaaliggende Tilfælde kalde det norske Raad til Overlægninger i Danmark, og da opholde det der saa kort som muligt. – Denne Haandfæstning, som i de vigtigste Dele stemmede med den, Kristian havde givet for Danmark, blev medbeseglet til Vidnesbyrd af syv danske Raadgivere, nemlig af sex Riddere, hvoriblandt Eggert Frille, og een Væbner, nemlig Aake Axelssøn[1]. Dagen efter, den 3die Juli, udstedte ligeledes i Marstrand Erkebiskop Aslak, Biskop Jon af Oslo, Sigurd Jonssøn „Rigets Forstander i min naadige Herres Kong Kristians Fraværelse“, Alf og Gunnar, Provster i Bergen og Oslo, Sigurd Bjørnssøn, Erkeprest i Oslo, samt fire Riddere og fire Svende, blandt hvilke første Kolbjørn Gerst, Olaf Nilssøn og Hartvik Krummedike, i Egenskab af „Rigets Raad i Norge“, – en Kundgjørelse til Norges Almue om Kristians Valg. Dette støttes her paa hans Slegtskab med Kong Olafs Moder Dronning Margreta og med Kong Erik, hvilket dog gjøres langt nærmere, end det i Virkeligheden var, for at drage det ind under det i Norges Lov opstillede private Arvetal, og derved blende Almuen, der endnu antoges at hænge ved Kongedømmets Arvelighed. Den nyvalgte Konge skulde, heder det, ved næste St. Hans Tid komme til Throndhjem for der at aflægge sin Kongeed. Imidlertid havde han, under sin Fraværelse, med Raadets Samtykke, indsat Erkebiskop Aslak og Hr. Sigurd Jonssøn til „fuldmægtige Høvedsmænd over alt Norges Rige“. Kundgjørelsen er forøvrigt kun beseglet af Biskop Jon, Sigurd Jonssøn, Kolbjørn Gerst, Hartvik Krummedike, og desuden af een Ridder og to Væbnere eller Svende. Hverken Erkebiskoppen, eller Olaf Nilssøn eller nogen af Provsterne nævnes blandt de Beseglende, skjønt de i Brevets Begyndelse nævnes som Udstedere[2].
Hvorledes man nu end om denne hele Valghandling og om den paafølgende Kundgjørelse vil dømme, saa er det vist, at Folket i Norge endnu ikke godkjendte Valget. Den 19de Mai, ved den Tid da de danske Krigsfolk kom til Norge, udstedte Erik Sæmundssøn fra Tunsberg et Opraab til Almuen paa Agder, der fremstillede det danske Partis hele Færd som landsforrædersk: Man vilde med Hærmagt paatvinge Norge en dansk eller tydsk Konge; men dette vilde han med Folkets Hjælp søge at afverge[3]. Til samme Tid satte Thrønderne sig i Bevægelse. Da de i Midten Juni Maaned vare komne sammen til Frostathing, indfandt sig der som Sendebud fra Kong Karl og med hans Breve to svenske Riddere. Efter Overlæg med dem valgte Thrønderne Karl til Norges Konge og udstedte herom den
