17de Juni sit Brev „under Landets (Thrøndelagens) Segl“. De beraabte sig heri paa Erkebiskoppens Villie, indbøde Karl at komme til Throndhjem for at modtage sin kongelige Verdighed, og bade ham halte hermed, da Rygtet gik, at en udenlandsk Hær var under Norges Kyst[1]. Endelig reiste sig ogsaa til Fordeel for Sammenslutningen med Sverige Almuen i Bergens Biskopsdømme, og Vorserne skreve den 21de September et Brev til Kong Karl, hvori de gave en Magnus Haugenskjold, maaskee en svensk Udsending, Fuldmagt at underhandle med ham, idet de yttrede sig uvillige til at bryde det gamle Forbund med Sverige for at underkaste sig Danmarks Krone[2].
Hvad Erkebiskop Aslak angaar, saa, ihvorledes end Sammenhængen har været med hans Samtykke til Kristians Valg i Oslo og i Marstrand, saa er det aabenbart, at han fremdeles var i Hjertet Karls Parti hengiven, og at det ingenlunde havde lykkets Kristian, ved at udnævne ham med Sigurd Jonssøn til Rigsforstander, at drage ham over paa sin Side. Erkebiskoppens sande Sindelag traadte meget hastig for Dagens Lys, da han igjen havde faaet frie Hænder. Kristian for strax efter Mødet i Marstrand til Danmark, og derfra med en Hær mod Gotland. De norske Raadsmedlemmer synes ligeledes strax at have vendt tilbage til Oslo. Paa Veien, da Skibene laa ved Hvaløerne i Korshavn[3], kom det til en alvorlig Tvist mellem Erkebiskoppen og Hr. Hartvik. Den Sidstes Svende havde tidligere, medens deres Herre var i Danmark, anholdt nogle Erkebiskoppens Brevdragere og frataget dem visse Erkebiskoppen tilhørende Ting. Dette forekastede nu Erkebiskoppen Hr. Hartvik, fordrede sit tilbage og opgav skriftlig, hvormeget det var. Hr. Hartvik skal have vist sig føielig og sendte Verdien af det Opgivne ved tvende Raadsmedlemmer, Erkepresten Sigurd Bjørnssøn og Væbneren Simon Bjørnssøn, til Erkebiskoppen, idet han lod denne venligen hilse. Men Erkebiskoppen var ei tilfreds hermed. Han svarede, at han intet vilde modtage uden netop de samme Ting, som han havde mistet, og lod haarde Ord falde mod Hr. Hartvik. Han vilde, sagde han, saaledes rette over denne, at man skulde fortælle om, hvorledes en Nordmand for med en Holsteiner og Udlænding; „mine Tjenere skulle rette over ham, den Holsteiner!“ – og han svor herpaa drøie Eder. Da Sendemændene meldte dette tilbage, blev Hr. Hartvik forknyt og vilde med sit Skib lige afsted til Danmark. Men Hr. Sigurd Jonssøn lagde sig imellem, da han ikke vilde, at Hr. Hartvik saaledes skulde bortdrage, og sendte de samme ovennævnte tvende Mænd til Erkebiskoppen for at megle. Han kunde imidlertid ikke hindre, at dennes Svende angreb Hr. Hartviks Skib. Det kom til Kamp, men Erke-
