biskoppens Mænd bleve tilbageslagne. Under denne Tummel lykkedes det endelig Kolbjørn Gerst og Simon Bjørnssøn at bringe en Stilstand tilveie og faa bestemt et Forligsstevne mellem de Stridende. Men for dette blev afholdt, drog Erkebiskoppen den følgende Morgen bort med sit Skib og kom ikke til Orde med Hr. Hartvik[1].
Dette fiendtlige Sammenstød mellem Erkebiskoppen og Hartvik Krummedike maa have fundet Sted ganske kort efter den 3die Juli, da Mødet i Marstrand synes at have opløst sig. Det var for sidste Gang disse Mænd traf sammen[2]. Erkebiskoppen har udentvivl gaaet lige til Nidaros for der at berede meer afgjørende Skridt. Hvad der var foregaaet i Oslo og Marstrand med Hensyn til Kristians Valg, har han nu udentvivl ligefrem erklæret for at være gjennemdrevet med Tvang og følgelig for ulovligt og magtesløst. Og at Alt virkelig var gaaet til paa en uredelig og lovløs Maade, lader sig neppe negte.
Saaledes opfattede ogsaa Norges Almue Sagen, og Stemningen i Landet blev i Løbet af Sommeren 1449 stedse Karl Knutssøn meer og meer gunstig. Karl maatte benytte Omstændighederne, helst medens Kristian med den danske Hær var sysselsat ved Gotland. Han drog mod Slutningen af Oktober med 500 Ryttere over Vermeland, gjennem Solør ind i Norge. Almuen af Hedemarken og videre af Oplandene (Tilstedeværende af Østerdalen og Solør nævnes udtrykkeligen) havde samlet sig til Thing i Hamar med Biskop Gunnar af Hamar „samt flere Prælater, Klerker, Riddere og Svende“. Her indfandt sig Karl Knutssøn den 25de Oktober (Løverdagen efter 11000 Jomfruers Dag), og her blev handlet om Kongevalg. Fire bleve, som det heder, „lagte i Valg“: Kong Karl, Kong Erik, Kong Kristian og Jarlen af Orknøerne; men Karls Valg erklæredes af de Tilstedeværende „med oprakte Hænder“ for at være Riget og Almuen nyttigst. Han valgtes da og hyldedes med Forbehold af al den „Hæder og Verdighed, som Gud, St. Olaf, Nidaros’s Kirke og Riget af ham tilkommer“; og et Valgbrev udstedtes, beseglet af fire og tyve Bønder paa Almuens Vegne[3].
Kort efter var Romerikes Almue samlet til Thing paa Ullinshof (Ullensaker) den 4de November, hvor Hedemarkingernes og Oplændingernes Valgbrev blev fremlagt. Hr. Erik Sæmundssøn tiltalte Almuen og spurgte, om de nogentid havde samtykket Kong Kristian
- ↑ Sigurd Jonssøns, Sigurd Bjørnssøns, Simon Bjørnssøns og Kolbjørn Gersts Vidnesbyrd, givet i Oslo den 9de September 1449. Ny Danske Mag. VI. 31–33 og N. Dipl III. 585.
- ↑ Det følger, som mig synes, af det nævnte Vldnesbvrds Ord, at de inden 9de September ikke have truffet hinanden, og senere kan heller ikke, som snart vil sees, noget Møde mellem dem have fundet Sted.
- ↑ Hadorf II. 161–162.
