pens Stemme og af Kroningen; den største Deel af Norges Almue var aabenbare paa hans Side. Men mange Fogeder omkring i Landet synes at have heldet til Kristian, den dygtige Hartvik Krummedike stod i Vaaben for hans Sag, flere andre af Raadets indflydelsesrige Medlemmer, som Sigurd Jonssøn og Kolbjørn Gerst, havde erklæret sig for ham, og en Deel af Almuen i det sydøstligste Norge lader til ikke at have været ham ganske ugunstig. Et Tog, som Kong Karl i Begyndelsen af 1450 gjorde ind i det sydlige Norge mod Oslo for at komme sine Tilhængere til Hjælp mod Hr. Hartvik og de Danske, havde ingen afgjørende Følger, og det kom snart til en Vaabenhvile mellem begge Partier-, hvorved bestemtes, at man skulde afvente de Beslutninger, der maatte blive fattede paa et Fredsmøde mellem Karl og Kristian, hvilket var bestemt at afholdes i Halmstad[1].
Mødet fandt Sted i Begyndelsen af Mai Maaned 1450, og Fuldmægtige fra Sverige og Danmark indfandt sig. Men de svenske Sendemænd spillede et falskt Spil mod sin Konge, idet de paa hans Vegne den 13de Mai indgik den hemmelige Forpligtelse, at han fuldkommen skulde opgive Norges Kongedømme og ikke hindre Kristian i at vinde dette[2]. Karl blev høiligen forbittret, da han hørte hvad der paa hans Vegne var indrømt; men da det i Arboga samlede svenske Raad gav Indrømmelsen sit Bifald, nødtes han omsider til at give efter og til at frasige sig Norges Kongedømme. Han udstedte sit Brev herpaa den 10de Juni 1450. Ikkun Titelen af Norges Konge forbeholdt han sig fremdeles at bruge[3].
Nu havde Kristian af Oldenborg vundet Spil i Norge. Hans Modstandere der bleve ved Karls Tilbagetræden grebne af fuldkommen Raadløshed. Kristian dvælede ikke med at benytte de gunstige Omstændigheder. Da han i Juli Maaned 1450 kom til Norge, var Nordmændenes Modstandskraft ganske lammet. Erkebiskop Aslak, Sjælen i Modstanden, var død, det danske Parti i Raadet havde vundet afgjørende Overhaand, Høvdingerne for Folkereisningen trak sig, som det lader, tilbage eller gik over, og Almuen, der paa en Maade fandt sig forraadt, og som uden dygtige Ledere følte sig ud af Stand til at forsvare sin tidligere fattede Beslutning, hvilken desuden ved Karl Knutssøns Afkald paa Norges Kongedømme allerede var sat ud af Kraft, lod sig det kun være magtpaaliggende at fravelte sig Skylden for Karls Valg, og saa hastig som muligt erklære sig før Kristian. Denne kom til Norge med en stor Flode, og synes at have faret lige til Throndhjem, idet han optog i sit Følge alle sine fornemste Tilhængere af det norske Raad, blandt hvilke nu ogsaa Hr.
