Paa Kristians Tilbagereise fra Throndhjem holdtes et Raadsmøde i Bergen i Slutningen af August Maaned. Her blev den 29de August den bekjendte Overenskomst sluttet, hvorved bestemtes, at Norge og Danmark til evige Tider skulde blive forbundne under een Konge, dog med Iagttagelse af hvert enkelt Riges Selvstændighed. Efterlod Kongen egtefødte Sønner, skulde en af disse, efter begge Rigers Raads Tykke, paa et Valgmøde i Halmstad vælges til hans Eftermand; hvis han ingen egtefødt Søn efterlod, skulde Kongevalget være frit. De Geistlige, som ved denne Leilighed nævnes blandt det norske Raads Medlemmer, ere: Marcellus Biskop af Skaalholt, Archipostu- latns til Nidaros og det pavelige Sædes Legat, Thorleif Biskop af Viborg, Postitlatus til Bergen, Gunnar Biskop af Stavanger, samt Provsterne Alf i Bergen og Gunnar Holk i Oslo[1]. Kristian opholdt sig i Bergen over den 9de September, og skjænkede under dette Ophold den kongelige Indtægt af Hardanger til en daglig Messetjeneste i Bergens Kathedralkirke[2]. Den 12te Oktober var han igjen i Danmark, i Halmstad[3]. Kristians Hylding i Norges forskjellige Landsdele blev ikke tilendebragt under hans Ophold der i Riget. Først den 20de November afgav saaledes til Rigets Raad i Oslo Almuen paa Hedemarken, i Gudbrandsdalene og Østerdalen ved Fuldmægtige sit Hyldingsbrev, hvorved de lovede Kristian undersaatlig Lydighed[4].
Saaledes blev med Kristian I den oldenborgske Æt hævet til Norges Kongedømme, hvilket den siden besad i 364 Aar. Omstændighederne, under hvilke den gjorde sin Indtrædelse i Norge, kunne neppe kaldes hæderlige hverken for Ættens Stamfader eller for Nordmændene. Forholdene i Norge under Kampen mellem Karl og Kristian om Norges Krone efterlade et uhyggeligt, nedstemmende Indtryk. Fra alle Sider viser sig Mangel paa redelig Kraft, Aabenhed og Ordholdenhed. Hos det norske Raad, dets geistlige Medlemmer som dets verdslige, sporer man kun Vaklen og Usamdrægtighed, Uklogskab og Svaghed, medens man seer Almuen, forladt og forraadt af sine naturlige Ledere, bøie sig hid og did som et Siv for Vinden. Man synes tydelig mærke, at intet kraftigt Fædrenelandssind og ingen klar Selvstændighedstanke rørte sig i det norske Folk.
Valgkampen mellem de to Konger Karl og Kristian efterlod
