en Gjæring i Norges Indre, som først langt ud i Kristians Styrelsestid synes fuldkommen at have lagt sig; og denne Gjæring var neppe uden Indflydelse paa den Splid i den norske Kirke, som lige i den nye Konges første Regjeringsaar tog sin Begyndelse.
Erkebiskop Aslak Bolt døde udentvivl medens Kong Karls Parti endnu havde Overvegten i Norge. Han oplevede i alt Fald ikke den Sorg og Ydmygelse, som Kong Kristians og det danske Partis Seier rimeligvis vilde have beredt ham. Kong Karls Kroning i Nidaros den 20de November 1449 er den sidste offentlige Handling, hvori man seer Aslak optræde. Hans Død maa være indtruffen ikke længe efter, enten i Slutningen af 1449 eller rimeligst i Begyndelsen af 1450. Han havde da i hele 42 Aar været Biskop og i henved 20 Aar den norske Kirkes Metropolitan. Han maa saaledes have opnaaet en høi Alder, allermindst omkring en fem og sytti Aar. Han indtager unegtelig ved sin store og virksomme Indflydelse paa Begivenhederne i Norge en fremragende Plads blandt den norske Kirkes Erkebiskopper. Vi have seet flere Spor til hans Stræben for at hæve den norske Kirke fra det Forfald, hvori den under Erik af Pommerns tidligere Regjeringsaar var kommen. Denne hans Stræben var udentvivl i mange Stykker heldig, og Kirken befandt sig efter alt Udseende i en bedre Stilling ved hans Død, end da han modtog Metropolitanstyrelsen. At hans Virken som Metropolitan gik i en hierarchisk Retning, var noget, som maaskee efter Tidsforholdene maatte ansees for at være til Norges Gavn. De Krav, som Staten gjorde paa ham, baade ifølge hans Stilling som den første Mand i Raadet, og paa Grund af den almindelige Agtelse og Tillid, han aabenbare har nydt i den almindelige Mening, – have imidlertid givet hans Virksomhed i det Hele et langt mere verdsligt end kirkeligt Præg, og det især i de senere Aar af hans Metropolitanstyrelse, da Norges Statsbevidsthed, maaskee netop ved hans Indflydelse, igjen for en kort Tid kaldtes tillive; og hans Statsmandsvirksomhed maa nødvendig antages at have opslugt meget af den Tid og Opmærksomhed, han nærmest skyldte Kirken. Men om saa var, kan han neppe siges selv derfor ganske at have raadet. Nidaros’s Erkebiskop var nu engang baade efter Loven og i Folkemeningen Hellig Olafs Repræsentant ikke alene som øverste Forstander for Landskirken, men ogsaa som Kongedømmets Vikarius, naar det var ledigt, eller Kongen udenfor Landets Grændser. Om hans oprigtige Fædrenelandssind er der ingen Grund til at tvivle. Hans allerseneste Handlinger kunne vel synes antyde hos ham en vis Mangel paa Fasthed og paa moralsk Kraft. Men der hviler for stor Dunkelhed over den Tids indviklede Forhold til at man i saa Henseende tør bryde Staven over ham; og i ethvert Fald maa man her ved at dømme
