ham betænke, at han under Kampen mellem Karl og Kristian var en Olding, paa hvis Sjæl og Legeme Aarenes Vegt nødvendigvis har maattet tynge.
Aslak Bolts Død gav Anledning til en Valgstrid i Kirken, der i sit Slags ikke er mindre mærkelig end den umiddelbart forudgaaende Valgstrid i Staten. Nidaros’s Kapitel valgte til Aslaks Eftermand en af sin egen Midte, Magister Olaf Throndssøn[1], som det lader, i lovlig Tid og med Iagttagelse af alle lovlige Former. Hans Valg var foregaaet en Stund fra Kong Kristians Komme til Nidaros i Juli Maaned 1450. Uagtet der nu i Grunden intet Væsentligt synes at have været paa Valget at udsætte, saa gjorde dog Kongen Indsigelse imod det, fordi hans Samtykke ei forud var indhentet. Heri støttede Kristian sig udentvivl til en Brug, som i Dronning Margretas og Erik af Pommerns Tid af dem var bleven gjort gjældende, uden at den for Norges Vedkommende kan siges at have nogen sikker Støtte hverken i Rigets Kirkelovgivning eller i nogen ældre Sedvane. Sagen var vel egentlig den, at Kong Kristian deels ikke har havt nogen god Tro til Olaf Throndssøns politiske Stemning og Føielighed, deels maaskee har været bunden ved et tidligere Løfte, deels endelig har villet benytte Leiligheden for at udstrække Kongedømmets Rettigheder over Kirken saa vidt som muligt. Følgen af Kongens Indsigelse var, at Erkestolen erklæredes for fremdeles at være ledig, og at Spørgsmaalet om Lovligheden af Olafs Valg bestemtes afgjort ved Voldgiftsmænd, samtykkede baade fra Kongens og Kapitelets Side. Voldgiftsdommerne udnævntes den 1ste August og vare næsten alle de med Kristian til Nidaros ankomne geistlige Medlemmer af Raadet, nemlig: Biskopperne Marcellus af Skaalholt, Thorleif af Viborg, Gunnar af Stavanger, Heming af Færøerne og Matheus af Hole, samt de tvende Provster Alf af Bergen og Gunnar af Oslo. Disse afsagde den 7de August i Overvær af de tre Riddere, Eggert Frille, Olaf Nilssøn og Aake Axelssøn, den Kjendelse: at ifølge det norske Kongedømmes Net Kongens Samtykke udfordredes for at et Erkebiskopsvalg kunde have Gyldighed, at Olaf Throndssøns Valg af visse Grunde, „som man for den geistlige Stands Ære havde besluttet at fortie“ ikke var canonisk og lovlig foregaaet, samt, at det ikke stemmede med Rigets nærværende Tarv[2]. I Kraft heraf erklæredes da Olaf Throndssøns Valg ugyldigt, og i hans Sted foresloges for Kapitelet at postulere til Erkebiskop Kongens Kansler
