(Sekretær), Biskop Marcellus af Skaalholt, der allerede forud bar Titel af det apostoliske Sædes Legat[1].
Denne Marcellus var af Fødsel en Tydsker, Minoritermunk[2] og gradueret i flere Faculteter[3]. Han synes at have været en meget brugbar Forretningsmand og som saadan benyttet af Kristian, hvis Yndest og Fortrolighed han nød. Da Biskop Gotsvinn af Skaalholt i 1448 var død eller bortdragen fra Island, blev Marcellus i 1449, ganske vist ved Kristians Bestræbelser og af Paven, beskikket til hans Eftermand[4]; dog skulde Skaalholts Biskopsdømme aabenbare kun være en Indtægtskilde for ham, idet han forblev hos Kongen og i hans Tjeneste, medens Biskop Gotskalk af Hole bestyrede hans Biskopsdømme som Vikarius. At Marcellus nu af Kristian blev foreslaaet til Erkebiskop, skede ikke uden forudgaaende Løfter fra den førstes Side. Der gives nemlig et Notarialdokument, hvori Marcellus, der endnu ikke benævnes Postulatus til Nidaros, men blot Biskop til Skaalholt og det pavelige Sædes Legat, til Gjengjæld for sin Præsentation til Erkestolen ved Kongen, forpligter sig til Følgende: – At udvirke pavelig Stadfæstelse paa den norske Konges Ret til at præsentere Erkebiskop og Biskopper; – ligesaa paa samme Ret for Kongedømmets Vedkommende i Danmark; – ligesaa paa de Privilegier med Hensyn til Geistligheden, som Kongen i Norge og Danmark for Tiden ejede; – ligesaa paa de tre Rigers Danmarks, Norges og Sveriges Forening til evige Tider; – endelig at skulle udvirke af Paven Tilladelse for Kongen til at maatte af Klostere og viede Steder udtage dem, deri hans Nærværelse havde begaaet Manddrab. For at gjennemdrive alt dette lovede Marcellus selv at ville drage til Rom, og havde han ikke – medmindre gyldige Forfald indtraf – udrettet hvad han havde paataget sig inden „Jul næstkommende et Aar at regne“ (Jul 1451?), kunde Kongen præsentere og tilsætte en anden Erkebiskop, uden at Marcellus derimod skulde kunne indvende noget. Han skulde desuden gjøre sig Umag for, at Paven i nogle Aar vilde overlade Kongen Peterspengen af Norge[5]. Først efterat Marcellus havde paataget sig disse Forpligtelser, hvilke rimeligvis Olaf Throndssøn ikke har villet indgaa paa, er Marcellus bleven foreslaaet eller, som det hed, præsenteret. Kristians Fremgangsmaade, at præsentere ham for Kapitelet, var forresten den almindelige, naar en verdslig Fyrste, uden aabenbart Anstød mod Kirkens Lov, vilde
