fremtvinge et Biskopsvalg efter eget Ønske. Den lykkedes ogsaa i nærværende Tilfælde; thi Kapitelet, eller i det mindste en Deel af dets Medlemmer, postulerede virkelig Marcellus til Erkebiskop, og dertil skal det i Nidaros tilstedeværende Raad have givet sit enstemmige Samtykke[1]. Marcellus var som Biskop af Skaalholt og Archipostulatus til Nidaros første Mand ved Raadsmødet i Bergen i Slutningen af August[2] og fulgte derpaa Kongen til Danmark[3].
For at Marcellus’s Valg kunde faa fuld Kraft udfordredes, som vi see, tvende Ting: først at han udrettede hvad han havde paataget sig for Kongen, og derved erhvervede sig dennes ubetingede Samtykke, – og dernæst at han tillige fik Pave Nikolaus V’s Stadfæstelse. At udvirke begge Dele var ingen ganske let Sag; thi det var at forudsee, at netop de Løfter, der vare gjorte Kongen, vilde stode Paven. Det er ogsaa heel rimeligt, at denne Marcellus’s vrange Stilling har beredt ham de største Vanskeligheder i Rom. Om han strax har givet sig paa Reisen didhen, vides ikke. Men om han ogsaa personligen inden den bestemte Tid har indfundet sig der, saa er det vist, at han ved sin personlige Nærværelse intet udrettede. Marcellus var, sit Legationskald uagtet, mindre vel anseet i Kurien; og Paven foretrak desuden nu, ligesom ved den norske Erkestols næst forudgaaende Ledighed, at besætte den af egen Magtfuldkommenhed ved Provision, saameget meer som han allerede i Erkebiskop Aslaks levende Live havde forbeholdt sig dette. Uden at bryde sig i ringeste Maade om noget af de tvende foregaaende Valg, udnævnte Pave Nikolaus den 28de Februar 1452 Henrik Kalteisen til Erkebiskop af Nidaros[4]. Denne var, ligesom Marcellus, en Tydsker af Fødsel, Prædikebroder, Generalinkvisitor i Tydskland og Magister palatii apostolici. Han havde stort Ord paa sig for theologisk Lærdom og Disputerfærdighed, og han havde paa Conciliet i Basel vist sig som en ivrig Forfegter af Pavedømmets Rettigheder[5]. Erkestolen i Nidaros skulde vel altsaa være Henrik en Løn for tidligere udvist Nidkjærhed i det apostoliske Sædes Tjeneste.
Der var saaledes ikke mindre end tre Personer, der paastode at være valgte til Nidaros’s Erkestol. Magister Olaf Throndssøn var tidligst og paa den mest lovlige Maade valgt, han var ogsaa en Nordmand og havde, som det lader, Biskopsdømmets og Landets Almue for sig; men han manglede baade Kongens og Pavens Stad-
- ↑ Scr. r. D. VIII. 368.
- ↑ S. o. f. II. 546.
- ↑ Werlauff i Sk. Lil. S. S. XVI. 28.
- ↑ N. Dipl. I. 593. At Udnævnelsesbrevet er af 1452 og ikke 1451, viser Angivelsen af Nikolaus’s 5te Pavedømmes Aar; thi dette gik fra 6te Marts 1451 til samme Dag 1452. Aaret efter Christus er altsaa her ikke regnet hverken fra Juledag eller Nytaarsdag, men fra 25de Marts (Annunciatio Mariæ).
- ↑ Sk. Lit. S. S. XVI. 30.
