fæstelse. Han maa alligevel have troet sig i sin gode Ret og sikkert haabet paa sin Sags Fremme i kommende Tider; thi han nedlagde ikke Navnet af Electus. Marcellus var egentlig Kongens Valg, og havde Løfte om hans Stadfæstelse, dog, som vi have seet, under Betingelser, hvis Opfyldelse kunde have sine store Vanskeligheder. Henrik Kalteisen endelig var indsat af Paven og, som man maa antage, ogsaa indviet af denne.
Da Henrik i 1452 kom til Danmark med Pavens sedvanlige Anbefalingsbreve[1], vovede Kongen i Begyndelsen ikke at negte Pavens Valg sit Samtykke. Han vilde det saameget mindre, som Marcellus’s Uvenner for Øieblikket maa have faaet Kongen til at tro, at han havde opført sig svigagtigen baade mod Kongen og Nidaros’s Kirke. Han modtog derfor Henrik som Erkebiskop, lod ham aflægge Raadsed og anbefalede ham ved sit Brev fra Kjøbenhavn af 30te August til Nidaros’s Kapitel som Erkestolens lovlige Foresatte. Dog gjorde han dette paa sit danske Raads og sine danske Prælaters Tilskyndelse, uden Samraad med sine norske Raadgivere, af hvilke ingen da var tilstede hos ham[2]. Henrik drog derpaa til Norge, og var i Februar 1453 i Bergen, hvorfra han den 12te i nævnte Maaned udstedte en Rundskrivelse til Provinsens Geistlighed angaaende Indbetalingen af den ham tilkommende Palliehjælp (subsidium pallii), hvilken skulde udredes med Halvdelen af alle Sognekirkers Indkomster[3]. Inden Udgangen af Mai var han ved sit Sæde i Throndhjem, hvor han med flere af Raadet, blandt hvilke Biskopperne Thorleif af Bergen og Jøns af Færøerne, samt Alf, Provst til Apostelkirken, den 1ste Juni var tilstede paa et Møde, afholdt i Erkebiskopsgaardens Borgestue, i Anledning af nogle Uroligheder, som vare vakte i Throndhjem ved den svenske Konges Udsendinger[4].
Henrik modtoges imidlertid af Nordmændene og især, som det lader, af Thrønderne med Uvillie. Han var en Udlænding, ubekjendt med Folkets Sprog og Seder, desuden ved sin Alder og Svagelighed uskikket til de Besværligheder, f. Ex. Reiser til Lands og til Vands, som hans Embede medførte. Raadet og Folket ansaa Henrik for at være sig paatrængt af Paven mod Kirkens Ret, og for at være af Kongen samtykket, uden at det norske Raad derved var adspurgt, og med Overtrædelse af hvad Kongen i sin Haandfæstning havde lovet, nemlig ikke at skulle inddrage Udlændinger i Norge uden Raadets
- ↑ N. Dipl. I. 593–596. Anbefalingsbrevene ere givne i Rom den 28de Febr. 1452 (urigtig 1451).
- ↑ Kongens Brev til Nidaros’s Kapitel af 30te August 1452, Ny D. Mag. VI. 48–51; det norske Raads Skrivelse til Paven af 15de October 1453. N. Dipl. III. 598.
- ↑ Sk. Lit. S. S. XVI. 38, 157.
- ↑ Jahn 537–539; Krist. I’s Dipl. 52–54.
