Samtykke. Hertil kom endelig, – hvad Kongen senere udhævede, da han havde opgivet Henrik og gjerne vilde være ham kvit, – at Nidaros’s Erkebiskop var, ifølge gjældende Ret, Kongens første Raadgiver og Statholder, som i hans Fraværelse forestod Rigsstyrelsen, ja endog havde at sørge for Landets Forsvar mod dets Fiender, af hvilken Grund Erkebiskoppen maatte være en Mand af prøvet Erfarenhed, og til hvis Troskab Kongen kunde have fuld Tillid. Men af disse Egenskaber var den svagelige med Land, Folk og Sprog ubekjendte Henrik ingenlunde i Besiddelse; meget meer var han Kongen mistænkt for at have Forbindelser med hans Fiender, noget hvortil forresten intet Spor findes uden i Kongens løse Beskyldning[1]. Alt dette bidrog til at gjøre den nye Erkebiskop uvelkommen; og Mishagsytringerne mod ham skulle have gaaet saa vidt, at de kongelige Embedsmænd maatte beskytte ham mod personlig Overlast. Under slige Omstændigheder kunde ikke Henrik Kalteisen selv finde sig tilfreds med sin Stilling; og han erklærede sig derfor villig til igjen at nedlægge sit Embede i Pavens Hænder. Kongen var imidlertid selv, i Anledning af Urolighederne, kommen med en Flaade til Norge, og samledes med det norske Raad i Oktober Maaned paa et Mode i Bergen. Her kom blandt mere ogsaa Erkestolens Stilling under Overveielse, og man greb fra alle Sider med Glæde Erkebiskop Henriks Tilbud om at ville nedlægge sit Embede. Det tilstedeværende Raad skrev under 15de Oktober 1453 til Paven: Henriks Valg fremstilledes som uheldigt og skadevoldende, og han selv som uskikket til det erkebiskoppelige Hverv; man bønfaldt derfor Paven om at modtage hans Resignation og forsørge Nidaros’s Kirke med en anden Erkebiskop, idet man med det samme nævnte baade Olaf Throndssøn og Marcellus uden dog egentlig udtrykkelig at foreslaa nogen af dem. Brevet er udstedt i det norske Riges Parliaments Navn, men kun beseglet af to geistlige og to verdslige Herrer, nemlig Biskop Matheus af Hole og Sigurd Electus til Stavanger, samt Ridderne Hartvik Krummedike og Magnus Green[2].
Uagtet den almindelige Mening i Norge ganske vist var for Olaf Throndssøn til Henriks Efterfølger, saa havde dog Kongen fremdeles i Sigte sin Yndling Marcellus, hvem det imidlertid var lykkets, man ved ei hvorledes, at rense sig i Kongens Øine for al Mistanke; og af den Grund var det norske Raads Indsigelse mod Henrik Kalteisens Valg, og dennes Resignation Kongen saare velkommen. Den pavelige Kurie var imidlertid ingenlunde betænkt paa at komme Kongens Ønske med Hensyn til Marcellus imøde. Man var frem-
