deles ilde stemt mod denne paa Grund af Beskyldninger, hvis Beskaffenhed nu ei kjendes, og som muligen vare overdrevne, ja maaskee opdigtede[1]. Og skjønt Henrik synes at have meent det fuldkommen ærligt med sin Embedsnedlæggelse, og strax efter at have forladt Norge, saa vilde dog ikke Paven godkjende hans Skridt, men betragtede ham fremdeles som Nidaros’s Erkebiskop. Marcellus var saaledes, trods al Kongens Stræben for ham, ikke kommen Nidaros’s Erkestol et eneste Skridt nærmere ved Henrik Kalteisens Fratræden.
Hvor Marcellus i Mellemtiden opholdt sig, og hvad han har taget sig fore, vides ikke. Til at han har været i Norge findes, saavidt bekjendt, intet Spor. Derimod synes han, ifølge Breve af 20de og 21de Marts 1453, udfærdigede for Skaalholts Biskopsdømme, dengang at have opholdt sig i Kjøbenhavn, ligesom han sees endnu at have fort Navn af Postiilatus til Nidaros[2], skjønt han ikke inden den fastsatte Tid havde udrettet i Kurien hvad han havde paataget sig for Kongen. I 1454 synes han at være dragen til Rom, maaskee for anden Gang, og det er rimeligvis i den Anledning, at Kongen den 26de Juli samme Aar har fra Kjøbenhavn tilskrevet Pave Nikolaus et Anbefalingsbrev for ham[3]. Marcellus mødte alligevel i Rom blot Kulde og Uvillie, og maatte give sig paa Tilbageveien med uforrettet Sag. Paa Hjemreisen blev han i Køln overfalden af Borgerne, plyndret og derpaa kastet i Fængsel[4], – og dette skede ikke uden Mistanke om, at Anslaget til Voldshandlingen var udgaaet fra Rom[5]. Først efter megen udstanden Møie lykkedes det ham at komme tilbage til Danmark. Den 9de Juli 1455 finder man ham igjen i Kongens Følge og blandt hans Raadgivere i Kalfsund udenfor Gøtelvens Munding, da Kristian og hans Raad her udstedte en Forordning for Norge. Ved denne Leilighed nævnes ellers, foruden Biskopperne Thorleif af Bergen, Marcellus af Skaalholt, og Gunnar af Oslo, ogsaa Magister Olaf, „Electus til Nidaros“, blandt Raadets geistlige Medlemmer[6]. Olaf maa altsaa fremdeles have paastaaet Gyldigheden af sit Valg, og dog ikke været i Kongens Unaade, siden denne gav ham Plads i Raadet. Marcellus derimod, som blot nævnes Biskop til Skaalholt, har maaskee allerede nu begyndt at mistvivle om sin Sags Fremgang og derfor ophørt at bruge Titelen:
- ↑ „Falsarius literarum Papæ“ (Forfalsker af Pavens Breve) kaldes han etsteds, Scr. r. D. VI. 616; Erkebiskoppen af Lund derimod og Biskoppen af Roskilde, til hvilke det senere af Paven overdroges at undersøge Marcellus’s Sag, erklære Beskyldningerne mod ham for ubeviste. Scr. r. D. VIII. 371.
- ↑ Finn Joh. II. 589; Sk. Lit. S. S. XVI. 170.
- ↑ Krist. I’s Dipl. 58.
- ↑ Scr. r. D. VIII. 361.
- ↑ Denne Mistanke yttrer Kristian i sit Brev af Mai 1456 til Kong Alfons af Arragonien. Scr. r. D. VIII. 368.
- ↑ Sk. Lit. S. S. XVI. 51, 56, 172–174, jfrt. m. Paus II. 270.
