Postillatus til Nidaros. Men baade Kongens mange senere, rigtignok frugtesløse, Forsøg paa at skaffe Marcellus Opreisning for den lidte Overlast, og andre Skridt af ham, som senere skulle omtales, vise, at Kristian endnu ikke havde opgivet sin Yndest for Marcellus eller Tanken paa at see ham ophøiet til Nidaros’s Erkebiskop.
Under denne Forvirring, medens den norske Kirke var uden Metropolitan, foregik flere Biskopsskifter.
Omkring 1430 døde Biskop Olaf Nikolaussøn af Bergen[1]. Hans Eftermand blev Thorleif Olafssøn. Denne er for omtalt som Kong Eriks Kapellan, hvilken Kongen i 1432 vilde indtrænge paa Upsals Erkestol. Da dette mislykkedes, blev Thorleif Provst til Apostelkirken i Bergen, i hvilken Stilling han oftere findes nævnt i Aarene 1434–1437. Før 1440 blev han Biskop af Viborg; og i dette Embede var han, da han i 1450, før 29de August, blev postuleret til Bergens Biskopsstol[2].
Biskop Jon af Oslo[3] døde, som det lader, i Begyndelsen af 1453. Han synes at have været gjennem sit hele Liv dansk af Sindelag, som han var det af Fødsel, og at have arbeidet stadigen for at holde Norge forenet med Danmark. Han var ganske vist en underfundig Mand og drev ved sine Renker mangt og meget igjennem, skjønt hverken Raad eller Almue i Norge havde nogen ret Tillid til ham. I hans Sted valgtes Gunnar Thiostolfssøn Holk, der i 1439 nævnes som Kannik ved St. Halvards Kirke i Oslo[4], men senere, under Kong Kristoffer, var Provst ved Mariekirken sammesteds og Norges Kansler[5]. Provst var han udentvivl ligetil sit Valg til Biskop, hvorledes det end har forholdt sig med hans Kanslerembede efter Kristians Tiltrædelse. Hans Valg maa ganske vist være foregaaet allerede tidlig paa Aaret, for Mai Maaned, 1453; thi den 12te Mai nævnes Ivar Vikingssøn som Provst til Mariekirke[6]. Gunnar reiste samme Aar til Rom for der at erholde sin Stadfæstelse, og blev udentvivl da ogsaa indviet. Den 24de December 1453 var han igjen kommen tilbage og nævnes: Biskop[7].
Ved samme Tid omtrent døde Biskop Gunnar Erikssøn af Stavanger[8]. Han havde i sin Styrelsestid beriget sin Kirke ved Kjøb af en Deel faste Ejendomme. Til hans Eftermand valgtes Sigurd Bjørnssøn, dengang Erkeprest i Oslo, men tidligere, som det lader, Provst til Apostelkirken i Bergen[9], i hvilket Embede han udentvivl var Thorleif Olafssøns Eftermand, men fra hvilket han
