lige Høvdingers Forbittrelse havde imidlertid naaet en saadan Høide, at den ei tillod dem at afvente den romerske Kuries Dom. Samme Dag som Erkebiskop Jon forlod Bergen for at fare hjem til Nidaros, udvirkede Hr. Bjarne Erlingssøn hos Kongen en Tilbagekaldelse af det Brev, hvorved Myntret var given Nidaros’s Kirke[1]. Da Efterretningen herom naaede Erkebiskoppen, bansatte denne Hr. Bjarne tilligemed en anden af Raadet Hr. Andres Plytt. Men Bannet blev ikke agtet. De tvende bansatte Herrer forbleve i samme Anseelse som før, og da Hr. Andres strax efter døde i Bannet, blev han alligevel høitidelig begraven i Kongens eget Kapel, Apostel-Kirken i Bergen. Man negtede at ringe ved Begravelsen med Kirkeklokkerne i Staden; men Kansleren Hr. Bjarne lod Christkirkens Taarn opbryde for at faa Ringningen i Gang, og nu blev der ringet ikke alene i Kathedralkirken men over den hele By, tvertimod Geistlighedens Forbud.
Kongens Raadgivere satte nu alle Hensyn til Side. Stadens Prester bleve stevnede for Kongen, og tvende Kaar bleve dem forelagte: enten at forlade Landet, eller og forrette al Gudstjeneste efter gammel Sedvane, i hvad saa Biskopperne sagde. De valgte det sidste. Hr. Audun Hugleikssøn, som paa den Tid skal have havt allermest at sige i Kongens Raad[2], holdt Thing paa Marie-Kirkegaard og erklærede den stavangerske Biskop Arnes Mænd utlæge, fordi de ei vilde udrede Kongens Leding; de flygtede af Landet, og Hr. Gaut af Tolga lagde deres Gods under sig. Ligedan for man frem i Throndhjem mod Erkebiskoppens Mænd uden at bryde sig om hans Advarsler eller Bansættelser[3]. Bjarne Erlingssøn holdt et Møde paa Brudarberg i Vaagen paa Haalogaland og forbød her alle nye Tiender, som vare indførte efter Erkebiskop Sigurds Tid, og erklærede tillige, at den Christenret skulde gjælde, der gjaldt i samme Erkebiskops og Kong Haakons Dage. Han bød, at Kongens Lagmænd skulde sige Dom vedkommende Christenretten ligesaavel som vedkommende den verdslige Landslov, afskaffede Provsteembedet og gjorde mange flere Bestemmelser til Inskrænkning af Geistlighedens Rettigheder[4]. Alt dette viste noksom, at Kongens Raadgivere ansaa den hele tunsbergske Forening som død og magtesløs, at de ikke vilde vide noget af Erkebiskoppens Udkast til en almindelig norsk Christenret, og endelig, at de, i hvorledes end deres Appel paa Kongens Vegne til Paven kunde løbe af, vilde paa Forhaand ved egen Kraft befrie Kongedømmet fra de Baand, som Erkebiskop Jon, efter deres Mening idetmindste, havde paalistet det.
