selv havde søgt Vern i Kirketaarnet. For at faa ham ud herfra lagde Tydskerne Ild om det. Olaf nødtes af Røgen til at overgive sig. Tydskerne gav ham tre Timers Frist til at skrifte og gjøre sit Testamente; derpaa dræbte de ham og hug hans Legeme isønder. Imidlertid havde Ilden antændt Kirken, og det hele Kloster blev et Rov for Luerne[1].
Denne Udaad maa vistnok antages at have gaaet Kong Kristian til Hjerte, ikke saameget paa Grund af Hr. Olaf Nilssøns Drab, hvilken urolige Mand han snarere glædede sig over at være bleven kvit, – som meget meer fordi hvad der var hendet viste, hvilken Ringeagt de hanseatiske Kjøbmænd nærede for Kongens Styrelse og hans Embedsmænd. Desuden synes Kristian at have yndet den dræbte Biskop og at have frygtet de Følger, hans Drab og Klosterets Brand muligen kunde drage efter sig[2]. Han søgte at udvirke Opreisning fra Udaadsmændenes Side for den begangne Voldsgjerning, medens han paa den anden Side bestræbte sig for at afvende fra Bergens norske Beboere den Ulykke, som et Interdikt over hele Staden paa Grund af Biskoppens Drab og Klosterets Brand nødvendig maatte medføre[3]. Hans Bestræbelser i den Henseende havde ogsaa til Følge, at de tydske Kjøbmænd maatte overtage Gjenopbyggelsen af det brændte Kloster, og at Bannet kun udstraktes til Hanseaterne i Bergen, af hvilke dog mange synes lidet at have agtet det. Men naar Kongen i sine Klager til den pavelige Kurie satte den ulykkelige Hendelse i Bergen i Forbindelse med Erkestolens langvarige Ledighed, og gav Pavens Vegring for at modtage Henrik Kalteisens Resignation Skylden baade for Oprøret i Bergen og for anden Opsætsighed mod den verdslige Magt, som den Gang maatte finde Sted i Norge[4], – saa var dette ganske vist ikke stort andet end et politisk Kunstgreb, der sigtede til at give hans Bestræbelser i Kurien for sin Yndling Marcellus forøget Kraft. Og det kan ikke negtes, at Kristians Færd baade ved denne og mange andre Leiligheder bærer et stærkt Præg af Rænkefuldhed og Mangel paa Sandhedskjærlighed. Thi naar Kristian i sine Skrivelser jævnlig fremstiller Marcellus som den, der var kaaret til Erkebiskop i Nidaros ved et enstemmigt Ønske[5], da var dette en aabenbar Usandhed; thi Mængden af det norske Folk og upaatvivlelig mange af Nidaroos Kapitel hang ved Olaf Throndssøn og gjorde ganske vist de samme Indvendinger mod Marcellus som
