mod Henrik Kalteisen, nemlig at han var en Udlænding og den norske Kirke paatvungen. Naar Kristian ligeledes truede med, at Nordmændene kunde saa i Sinde at falde fra den romerske og gaa over til den græsk-russiske Kirke[1], – saa kunne dette, om der laa nogen Sandhed deri, neppe gjælde andre end det nordligste Norges, Finmarkens og maaskee Haalogalands Indbyggere, der stode i megen, men oftest dog fiendtlig Berørelse med Rusland; anvendt paa Nordmændene i Almindelighed, som af Kristian gjort, maa det agtes for at have været mildest talt en uhyre Overdrivelse. Noget rimeligere kunde det lyde, naar Kongen i Begyndelsen af 1456, i Anledning af Pavens gjentagne Opfordringer til ham, som til Europas øvrige Fyrster, om at istandbringe et Korstog mod de osmanniske Tyrker, der i 1453 havde indtaget Konstantinopel, erklærede, at Christendommen i Norge havde meer at frygte af Henrik Kalteisens Indtrængen end af Tyrkerne[2]. Uundgaaeligt var det nemlig, at Erkestolens lange Ledighed maatte bevirke Uorden og Forvirring i den norske Kirkestyrelse. Men Spørgsmaalet bliver, om ikke Kong Kristian her, ved sine haardnakkede Bestræbelser for Marcellus, var ligesaa skyldig som den romerske Kurie ved sin Fastholden paa Henrik Kalteisen, – og om ikke Striden baade let og snart havde ladet sig bilægge, hvis Kongen strax, da Henrik havde erklæret sig villig til at fratræde, og Kurien negtet at stadfæste Marcellus, havde understøttet den af baade Kapitel og Folk virkelig attraaede Olaf Throndssøn.
Men saa forblindet var Kongen i sin Forkjærlighed for sin Yndling og i sin Paastaaenhed paa at drive sit Valg ved denne Leilighed igjennem, at han ikke alene tillod sig Usandheder for at naa sit Maal, og gjorde Marcellus’s Erkjendelse til Vilkaar for enhver Føielighed, Paven krævede af ham, – men endogsaa godkjendte virkelige Anmasselser mod hans kongelige Myndighed, hvilke Kurien kunde tillade sig, naar han blot troede derved muligen at kunne bevæge den til Eftergivenhed for hint hans Yndlingsønske. Paven igjen fra sin Side mødte Kongen med Klogskab ofte endog med Smiger, men var i Hovedsagen ubøielig. Og Aarsagen var udentvivl, deels at Kurien kjendte Forholdene i Norge bedre end Kristian troede, deels at den var overbevist om Marcellus’s Uverdighed, trods alle Kongens Forsikringer om det Modsatte.
Det var ikke Pave Nikolaus V alene, der udviste denne fiendske Stemning mod Marcellus; Calixtus III, som fulgte Nikolaus den 8de April 1455, var ham ligesaa ugunstig, og vilde ligesaa lidet som sin Formand modtage Henrik Kalteisens Resignation[3]. Kong Kri-
