stian stræbte at indvirke paa Paven dels ved i 1456 at sende en høi Embedsmand ved sit Hof, Italieneren Geminianus Trevisanus, i dette og andre Erinder til Rom, dels ved til samme Tid at søge Keiser Frederik III’s og Kong Alfons af Arragoniens Mellemkomst. Men Alt var forgjæves. Skjønt Calixtus i visse andre Anliggender synes at have vist sig føielig mod Kongen, og enkelte Kardinaler synes at have ladet sig bevæge til at tage sig af Marcellus, hvorfor Kongen senere takkede dem, saa vedligeholdt Paven dog sin ugunstige Stemning mod ham[1]. Paven havde endog i Sinde at anlægge Sag mod Marcellus i Anledning af visse Forbrydelser, der tillagdes ham, men hvis Beskaffenhed nu ikke kjendes, og det paalagdes Erkebiskoppen af Lund og Biskoppen af Roskilde at optage Undersøgelser herom. Disse erklærede dog, at Beskyldningerne mod Marcellus vare ubeviselige og for en Deel opdigtede[2]. Dermed synes Sagsøgningen at være bortfalden. Imidlertid hjalp dette ligesaalidet Marcellus til Erkestolen som den Føielighed, Kongen strax efter viste Paven ved Besættelsen af Bergens Biskopsstol, der ved Thorleifs Død var bleven ledig.
Paa denne ønskede Kristian en dansk Adelsmand, Joachim Grubbe, Kannik i Roskilde, og han fik i 1456 udvirket hans Valg af Bergens Kapitel. Men den Valgte havde endnu ikke den lovlige Alder, og Kongen skrev til Paven om Dispensation for ham i dette Stykke og om Stadfæstelse af hans Valg[3]. Herpaa agtede dog ikke Pave Calixtus, men udnævnte i det følgende Aar 1457 ved Provision en Italiener af høi Byrd, Paulus Justiniani, til Bergens Biskop. Vel skal Joachim Grubbe i Mellemtiden være død[4]; men ligefuldt var det af Paven gjorte Valg en Anmasselse, da Kongen ikke længe i Forveien havde fra Kurien modtaget det Løfte, at Paven intet geistligt Embede i hans Riger skulde bortgive uden efter Kongens Forslag[5]. Kongen havde saaledes god Grund til at være vred over det som var skeet. Alligevel da Paulus Justiniani i 1457 fremstillede sig for Kongen, modtog denne ham venskabeligen, samtykkede ham til Bergens Biskop og optog ham i Norges Raad[6]. Grunden til denne Eftergivenhed fra Kongens Side var, at han fandt, at den nye Biskop kunde være ham nyttig som Mellemmand hos Paven. Kristian var om Sommeren 1457, efter Karl Knutssøns Afsættelse ved et fiendtligt Parti, bleven indkaldt til Sverige og der kronet til Konge i Upsal den 29de Juni. Han var i Stokholm, da han om Høsten modtog Biskoppen. Hans Ønske var nu, at Paven skulde stadfæste hans Ret til Sveriges Rige, og for at udvirke dette, skulde Paulus
