Justiniani drage som hans Sendebud til Rom. Men foruden dette og andre Erinder, paalagdes Biskoppen først og fremst at virke for Stadfæstelsen af Marcellus’s Valg til Nidaros’s Erkestol.
Biskop Paulus Justiniani gik da i Slutningen af 1457 til Rom. Men han formaaede intet at udvirke for Marcellus’s Sag, skjønt baade Kongen og Marcellus med indtrængende Skrivelser havde henvendt sig baade til Pave og Kardinaler[1]. Calixtus var fremdeles i dette Stykke ubøielig. Det hjalp heller ikke, at der kort efter foregik Paveskifte, idet den 80 aarige Calixtus III døde i 1458 den 6te August, og den for sin Lærdom og Statskløgt berømte Æneas Sylvius af Familien Picolomini under Navnet Pius II den 27de August valgtes til hans Eftermand. Thi skjønt Pius i det Hele var meget venskabelig stemt mod Kristian, saa vilde han dog intet indrømme med Hensyn til Marcellus, og det uagtet denne tidligere synes at have staaet i et fortroligt Bekjendtskab med Paven, og nu i en smigrende Skrivelse lykønskede ham til hans Ophøielse og beklagede sin egen ulykkelige Stilling[2]. Pave Pius maa saaledes ganske vist have dømt ugunstigt om Marcellus’s Verdighed til Erkestolen.
At Paulus Justiniani intet udrettede for Opfyldelsen af Kongens ivrigste Ønske, har rimeligvis virket sit til den Unaade, hvori han strax efter faldt som Gesant, skjønt en anden Omstændighed dertil gav den nærmere Anledning. I Høsten 1457 blev ved Biskop Gotskalk Gotskalkssøns Død Hole Stol paa Island ledig[3]. Paulus benyttede nu sin Nærværelse i Kurien til at foreslaa en Engelsmand, der ogsaa hed Paulus, af Prædikebrødrenes Orden, til hans Eftermand, og Pave Calixtus udnævnte ham virkelig ved Provision. Men da Kongen fik dette at vide, erklærede han strax, at Gesanten havde overskredet sin Fuldmagt, og negtede sit Samtykke til Valget, baade fordi dette var skeet uden hans Forslag, og fordi den Valgte manglede den fornødne Dygtighed[4]. Pius II forfegtede ei yderligere sin Formands Provision, og den engelske Paulus’s Valg bortfaldt. Men da Justinianis Gesantskabstid just var udløben, vilde Kongen ikke forlænge den. Paulus Justiniani synes ei at være kommen tilbage til Norden, men at være bleven i 1459 forseet med en anden Biskopsstol[5]. Han var saaledes, som det lader, aldrig personlig tilstede ved sit Sæde i Bergen.
Justinianis Sendelse var det sidste Forsøg fra Kongens Side paa at sætte Marcellus’s Valg til Nidaros’s Erkestol igjennem. Marcellus selv synes allerede tidligere at have opgivet Haabet, idet han op-
