hørte at bruge Titelen: Postulatus til Nidaros, men nøiedes med den af Skaalholts Biskop. Paa den anden Side maa Kongen have nærmet sig Olaf Throndssøn, der vedblev at kalde sig Electus og stededes til Sæde i Norges Raad[1]. Som Medlem af dette var Olaf, med Biskopperne Gunnar af Hamar, Gunnar af Oslo og Sigurd af Stavanger, samt Ivar Vikingssøn, Provst til Mariekirke i Oslo, Svein Decanus af Nidaros og Finnboge Archidiaconus af Bergen, ti Riddere, to Svende og fire Lagmænd, i Januar Maaned 1458 i Skara paa et Raadsmøde, som Kongen havde foranstaltet for at faa sin ældste toaarige Søn, Hans, antagen til sin Eftermand i Norge. Den 19de Januar[2] erklærede ogsaa det tilstedeværende norske Raad ved sit aabne Brev „med god Villie og beraadt Hu endrægtigen“, at det, naar Kong Kristian døde, vilde overensstemmende med Norges Lov, antage hans ældste efterlevende Søn til sin rette Herre og Konge over Norges Rige „strax efter Kongens Død“, og han skulde igjen forsørge Kongens øvrige Børn tilbørligen af Rigets Indtægter med det norske Raads Raad. Samme Dag opfordrede det norske Raad det svenske til ogsaa at hylde den ældste Kongesøn som Faderens Eftermand; og dette skede den 21de Januar[3]. Under samme Raadsmøde blev ved de tre ovennævnte Biskopper samt Electus til Nidaros og flere norske Prælater og Klerker Overenskomsten til Tunsberg mellem Kongedømmet og Kirken i Norge Kong Kristian forelagt og modtog hans uforbeholdne Stadfæstelse den 5te Februar[4]. Alt dette viser, at Olaf Throndssøn nu maa have været tagen til Naade af Kongen, og at denne maa have erkjendt hans Valg for gyldigt og rimeligvis, da alle Forsøg til at fremhjælpe Marcellus vare glippede, indstillet det til Pavens Stadfæstelse. Naar denne er bleven meddelt, og naar Olaf er bleven af Paven indviet, vides ikke sikkert, men det maa være skeet før Midten af det følgende Aar 1459. Thi i et Brev til Island, udstedt af Olaf fra Bergen den 28de Juni i sidstnævnte Aar, kalder han sig: „af Guds Naade Erkebiskop i Nidaros og det pavelige Sædes Legat“[5].
Marcellus vedblev at være Biskop af Skaalholt, skjønt han aldrig indfandt sig ved sit Sæde, men lod Biskopsdømmet bestyre ved forskjellige Vikarier: Biskop Gotskalk af Hole, en Matheus, der ogsaa kaldte sig Biskop af Hole, om hvilken siden skal tales mere, og en Biskop Andreas af Grønland[6]. Marcellus døde den 27de Februar 1462 ved et ulykkeligt Tilfælde, i det han druknede ved den svenske Kyst[7].
Henrik Kalteisen levede noget længer. Han blev, udentvivl
