til Erstatning for Nidaros’s Erkestol, Titulærerkebiskop af Cæsarea
og døde i Koblents den 2den Oktober 1465[1].
Saaledes endtes da i 1459 den langvarige Tvist om Nidaros’s Erkestols Besættelse paa en Maade, som udentvivl var den norske Kirke ligesaavel som det norske Folk kjær, idet Olaf Throndssøn, der baade var den af Kirken først paa lovlig Maade valgte og en Indfødt, til Slutning gik af med Seieren. At Olaf hele Tiden i den almindelige Mening inden Norge har været anseet for den rette Erkebiskop af Nidaros, derom vidner baade hans egen faste Paaholden paa Electusnavnet, og den Indrømmelse Kongen saa sig nødt til gjøre ham ved at stede ham til sit Raad, og endelig den Udladelse om ham, som findes i en gammel Erkebiskopsrekke. Her nævnes han nemlig som den tre og tyvende Erkebiskop umiddelbart efter Aslak Bolt, i det der tilføies: „hans Valg blev forhindret (impedita) ved tvende indtrængte Tydskere, af hvilke den ene var en Forfalsker af Pavens Breve (falsarius literarum Papæ) ved Navn Marcellus af Minoriternes Orden, – den anden en berømt Doctor i Theologien af Prædikebrødrenes Orden ved Navn Henrik Kaldizer (Kalteisen). Disse to trak sig, saagodtsom tvungne af Rigets Raad (compulsi qvasi per consiliarios regni), med Skam tilbage.“
Vi have seet, at de norske Biskopper paa Raadsmødet i Skara udvirkede af Kongen, den 5te Februar 1458, hans Stadfæstelse paa Tunsberg-Foreningen. Hvorledes dette har kunnet lykkes dem, er ubekjendt. Forunderligt synes det, at Kristian, der hidtil havde vist sig saa nidkjær for at opretholde og udvide Kongedømmets Indflydelse paa Kirken og navnligen paa Biskoppernes Valg, baade mod Pave og Kapitler, nu skulde finde sig i at erkjende en Overenskomst, som væsentligen stred imod de Grundsætninger, han saa haardnakket havde forfegtet, og hvis Gyldighed i fuld Udstrækning hans Forgjængere, naar undtages Magnus Lagabøter og nyligen Karl Knutssøn, aldrig synes at have indladt sig paa at vedtage. Man tør kanskee gjette, at han paa Modet i Skara har i høi Grad tiltrængt den norske Geistligheds Bistand for at gjennemdrive sin Søns Antagelse til sin Eftermand
- ↑ Skand. Lit. S. S. XVI. 86, 87. Til Oplysning om den ovenfor skildrede Valgstrid i den norske Kirke tjener især Werlauffs ypperlige Afhandling i nævnte Samling XVI. 1–90.
