Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/580

Denne siden er ikke korrekturlest
566
Fjerde Tidsrum.

skotsk Gesantskab i 1469 kom til Danmark for at afhente hende, havde Kristian ei den bestemte Pengesum, og maatte nu under 20de Mai samme Aar stille Hiatland til Brugspant for det Manglende[1]. Det norske Raad paastodes at have givet sit Samtykke. Øerne skulde gives Norge tilbage, naar de 60,000 Gylden udbetaltes; men Gjenløsningen fandt som bekjendt aldrig Sted. Vel kunde denne Pantsættelse ikke retsligen gjøre nogen Forandring i den orknøiske Biskopsstols Lydforhold under Nidaros’s Erkesæde; men i Virkeligheden blev dog Baandet mellem begge efter denne Tid heel løst. Nidaros’s Erkesædes Overhøihed over Suderøernes Biskop var, som vi have seet, for længst gaaet tabt[2]; Grønlands Biskopsstol var i Virkeligheden ei meer til; og Orknøernes var fra nu af kun i Navnet henhørende til Nidaros’s Provins Af de ti Lydbiskopper, som oprindelig stode under Nidaros’s Erkebiskop, var saaledes nu egentlig kun syv tilbage i det gamle Provinsialforhold.

Omkring 1460 flyttede Birgittinerne af Munklif i Bergen til Hovedøens Kloster ved Oslo, hvorimod Cistereiensermunkene af dette Kloster flyttede til Munklif og tog det i Besiddelse. Aarsagen til denne Omflytning kjendes ikke. Muligen har Munklifs Klosters Ødelæggelse i 1435 ved Tydskerne været medvirkende dertil, muligen har der ogsaa været andre Grunde. Omflytningen var dog kun midlertidig; thi ved 1480 finder man, at Birgittinerne igjen havde taget sit Ophold i Munklif, og Cistercienserne der vendt tilbage til sit gamle Kloster paa Hovedøen[3].

Biskop Gunnar Thorgardssøn af Hamar[4] døde, som det lader, i 1473[5]. Hans Eftermand var Karl Sigurdssøn (Segerssøn) til Grefseng, forhen Sogneprest til Thotn.

I det følgende Aar 1474 døde Biskop Finboge Nikolaussøn af Bergen[6] den 15de Mai næstfølgende 22de Juni, under Erkebiskop Olafs Nærværelse i Bergen, valgtes til den Afdødes Eftermand Hans eller Jon Bjørnssøn Teiste, der i 1468 var bleven Magister ved Universitetet i Rostok, og som ved sit Valg var Archidiaconus i Bergen[7]. Da han i norske Breve kaldes og kalder sig: Hans, vil han senere blive nævnt saaledes.

I Slutningen af 1474 døde Erkebiskop Olaf Throndssøn[8], 24 Aar efter sit Valg til Erkebiskop og henved 15 Aar efter

  1. Krist. I’s Dipl. 201–207: Torf. Orcad. 191–197; Hvitf. u. 1468 og 1469.
  2. S. o. f. II. 305.
  3. Lange Klh. 127–133, 482–485, 643–445, 2den Udg. 64, 302–304, 416–418.
  4. Fra 1142, s. o. f. II. 530.
  5. Sml. IV. 613.
  6. Fra 1464? s. o. f. II. 564.
  7. N. Dipl. II. 663; Langes hdskr. Opt. efter Barthol. IV. 410: jfr. Sml. III. 375, 604.
  8. I Juni 1474 var han, som strax ovenfor er sagt, tilstede ved Biskopsvalget i Bergen; men at han er død inden Aarets Udgang synes følge deraf, at Erkebiskops-