sin Tiltrædelse Ingen Conciliebestemmelser ere os levnede fra ham og hans Virksomhed har maaskee i det Hele, som hans fleste Forgjængeres, havt en meer verdslig end kirkelig Retning. Fra den Tid han blev anerkjendt som Metropolitan, synes der at have været fredeligt i den norske Kirke. Til hans Eftermand valgtes samme Aar 1474 Gaute Ivarssøn, Chorsbroder af Nidaros[1]. Gaute havde studeret i Rostok, hvor han var indskreven ved Universitetet i 1462 den 6te Mai, og hvor han i 1463 var bleven Magister. Han kaldtes allerede da: designeret til Erkestolen (designatus Archiepiscopus Nidrosiensis), saaledes at han længe før Olaf Throndssøns Død har været udseet til dennes Eftermand[2]. At Gaute ved sin Udvælgelse har været i sin bedste Alder, viser hans ualmindelig lange Embedstid af hele 36 Aar. Hvor og naar han er bleven indviet, samt naar han tiltraadte sit Embede, vides ikke[3]. Han bar ligesom sine nærmeste Formænd Navn af det pavelige Sædes Legat.
Biskop Svein Peterssøn af Skaalholt[4] døde i Slutningen af 1475 eller Begyndelsen af 1476. Han kaldtes almindelig af sine Landsmænd: den Vise (hinn spaki). Aarsagen var ikke hans Lærdom, skjønt denne ikke synes at have været ganske at foragte, og ikke heller hans Verdensklogskab, – men det Ry, han stod i, for Spaadomsgaver og tildeels Tryllekyndighed. Han var forresten en daarlig Bestyrer af sin Biskopsstols. Gods, og efterlod den i slet Forfatning. En Søn, Peter, som overlevede ham, var et uverdigt Menneske og ligesom Faderen berygtet for Tryllekyndighed[5]. Sveins Eftermand var Magnus Eyolfssøn, ligeledes en Islænding, der forud, fra 1470, havde været Abbed i Helgafells Kloster. Han havde tiltraadt Biskopsstolen allerede i 1477[6].
- ↑ Hvitf. Biskopskr.
- ↑ Norske Saml. I. 77.
- ↑ Det ældste Brev, jeg kjender, hvori han nævner sig Erkebiskop, er af 1478, 6te Juni, og er udstedt l Oslo af ham, Biskopperne Gunnar i Oslo og Hans i Bergen, Provsten Ivar Vikingssøn, fire Riddere og tre Lagmænd, idet de give Svar paa et Arvespørgsmaal, hvilket Kong Kristian, som det synes personlig, forelagde dem (N. Dipl. II. 672). Skulde Gautes 36 Styrelsesaar (s. o. f.) regnes for fulde og fra hans Indvielsesdag, da maatte han allerede have været indviet inden Mai 1474, altsaa før sin Formands Død, og denne maatte altsaa have resigneret, eller antaget ham til Hjælpebiskop. Dette er efter hvad nys er sagt ikke ganske usandsynligt. Men maaskee er hans Styrelsestid regnet mindre nøjagtigt og fra hans Valg i Slutningen af 1474. Hans Indvielse maa i saa Fald rimeligvis være foregaaet i 1475 og have været udført i Rom af Pave Sixtus IV. 451.
- ↑ Fra 1455, s. o. f. II. 565.
- ↑ Finn Joh. II. 485–488; Espol. Aarb. þ. 2. c. 65.
- ↑ Finn Joh. II. 488–489; Espol. Aarb. þ. 2. c. 67.
rekken i Scr. r. D. VI. 616–617 tillægger hans Eftermand, som døde i Mai 1510, 36 Styrelsesaar, og om denne siger desuden Hvitfeld i sin Biskopskrønike udtrykkelig, at han blev valgt i 1474.
