maade slet Husholder med sine Rigers Pengemidler, saa at Svenskerne
træfsende kaldte ham: den bundløse Pung.
Kristian I’s ældste Søn Hans eller Johannes var allerede i Faderens levende Live antagen til hans Eftermand i alle de tre nordiske Riger, i Danmark 1455[1], i Norge og Sverige 1458[2]. Han havde ogsaa i Begyndelsen af 1474 været i Norge og der i Oslo under 1ste og 3die Februar udstedt et Par Breve i Regjeringsanliggender, hvorved han kalder sig: „Kong Kristians Søn, kaaret Konge til Danmark, ret Arving til Norges Rige“[3]. Alligevel reiste der sig strax efter Kristians Død Vanskeligheder med Hensyn til hans Valg ikke alene i Sverige, hvor Steen Sture fra 1470 regjerede uafhængig af Kristian, som Rigsforstander med kongelig Myndighed, men Ogsaa i Norge.
Under de mange Forhandlinger, som i Kristians seneste Regjeringsaar havde fundet Sted med Sveriges Rigsforstander og Raad om hans Gjenindsættelse i Sveriges Kongedømme, havde Kristian i 1476 den 31te August i Rotneby i Bleking givet det Tilsagn, at ved hans Død de tre Rigers Raad skulde samles i Halmstad eller Kalmar for at vælge en ny fælles Konge[4]. Dette kunde ansees som en Gjenkaldelse af Hans’s Valg og en Tilbagegivelse til de tre Rigers Raad af deres Valgfrihed. Om det har været udtrykkelig paaberaabt vides dog ikke. I Danmark var det Forholdet til Slesvig og Holstein, der sinkede Hans’s Hylding, hvilken først gik for sig i Mai 1482 paa en Rigsdag til Kallundborg[5]. I Norge og Sverige var imidlertid et Møde med det danske Raad til Halmstad strax efter Kristians Død tilsagt; men Steen Sture blev paa Veien did syg eller forstilte sig saa, og Mødet, som maa have fundet Sted i Sommertiden 1481, skiltes ad uden at nogen Bestemmelse om Kongevalget toges[6]. Og førend et nyt Møde kunde komme istand, vare særskilte Underhandlinger mellem Norge og Sverige allerede indledede.
Erkjendtes Norge i Overensstemmelse med sin gamle Statsret, hvilken aldrig formelig var hævet, for et Arverige, og det norske Raads Erklæring og Hylding af 1458 for staaende ved Magt, da
