var Hans’s Ret til Kongedømmet uomtvistelig. Men en saadan Forvirring havde i Tidens Løb indsneget sig i dette Riges statsretlige Forhold ved dets Forbindelse med Danmark og Sverige, at man nu, selv uden at holde sig til Kristians Tilsagn af 1476, aldeles ikke kunde siges at være paa det Rene med, hvad enten Norge skulde ansees for Arverige eller Valgrige. Denne Forvirring i Begreberne viste sig allertydeligst i de Forhandlinger, Kong Hans i 1482 havde med sin Broder, Hertug Fredrik, eller rettere med sin Moder, Dronning Dorothea, paa hans Vegne, da endogsaa den Paastand kunde fremsættes, at Norge burde tilfalde Fredrik som Fædrenearv, eller deles mellem Brødrene som andet Arvegods. Men dengang afviste Hans denne Paastand med den Erklæring, at Norge var et Valgrige, hvilket dog ikke hindrede, at baade han selv kaldte sig Arving til Norge, og at Fredrik og dennes Efterkommere ligeledes antoge samme Titel[1]. Det norske Raad troede sig udentvivl at øine en Fordel i at betragte Norge som Valg rige. Vist er det ogsaa, at holdt man paa den ene Side fast ved Tanken om de tre Rigers Forening under Iagttagelse af hvert enkelts Selvstændighed, og skulde paa den anden Side Overenskomsten til Bergen mellem Norge og Danmark af 1450 have nogensomhelst Betydning, uden at det sidste Riges fri Valgret ophævedes, saa maatte man indrømme, at en Forandring virkelig var foregaaet i Norges Statsret, og at dette var blevet et Valgrige[2]. Saaledes tog Erkebiskop Gaute Sagen; thi han optraadte strax efter Kong Kristians Død som Rigets Vikarius og ansaa følgelig Kongedømmet i Norge som ledigt. I August Maaned 1481 var han i Bergen samlet med flere Medlemmer af Raadet og afgjorde i Forening med dem Sager, der hørte under Kongedømmet. Saaledes udstedte Erkebiskop Gaute, Biskopperne Hans af Bergen, Karl af Hamar og Eilif af Stavanger, samt fem verdslige Raadgivere, blandt hvilke de to Riddere Jon Smør og Alf Knutssøn, den 25de August Lensbrev for Thorleif Bjørnssøn at være Islands Hirdstyrer i tre Aar og sætte Lensmænd i alle Sysler der paa Øen[3]. Og den 12te September næst efter udstedte Gaute, Biskopperne Hans af Bergen og Olaf af Hole, samt Hr. Jon Smør og tre Væbnere paa Norges Raads Vegne et Brev til Raadet i Lybek, hvorved den Ret, som den afdøde Kong Kristian, uden Raadets Vidende, havde tilstaaet Hamborg, at handle paa Island, ophævedes, hvorimod Bergen, som tidligere, skulde være Stapelstad for den islandske Handel[4]. Erke-
Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/585
Denne siden er ikke korrekturlest
571
Erkebiskop Gaute Rigsvikarius.
