biskoppen maa have sammenkaldt dette Raadsmøde, og man seer, at han og Raadet har handlet med selvtagen kongelig Myndighed.
Det er sagt af Hvitfeld, og det har været almindelig antaget, at Steen Sture i Sverige, strax efter at Kristians Død var kommen til hans Kundskab, traadte i Underhandling med Erkebiskop Gaute, med hvem han allerede tidligere skal have staaet i venskabelig Forbindelse; og man har derfor troet, at Gautes og det norske Raads selvstændige Optræden i 1481 og senere var en Følge af Hr. Steens hemmelige Indskydelser[1]. Hertil findes imidlertid i de gamle Brevskaber fra den Tid intet tydeligt Spor; og der synes at kunne have været i Omstændighederne Opfordring nok alligevel til Gaute at handle som han gjorde. I de første Underhandlinger med Sverige, som vi kjende noget til, fremtræder heller ikke Erkebiskop Gaute personligen. Det var Biskopperne Gunnar af Oslo, Hans af Bergen og Karl af Hamar, Paal Abbed af Hovedø, Provst og Kansler Ivar Vikingssøn samt sex Riddere, blandt hvilke Alf Knutssøn og Einar Fluga, og fem Svende, der som Norges Raad sluttede i Oslo, den 1ste Februar 1482, en Overenskomst med Sveriges Raads fuldmægtige Sendebud, Sven, Kannik af Upsal, og Jens Knutssøn, Væbner: at Norge og Sverige skulde staa hinanden bi til Opretholdelse af deres Frihed og Ret, og navnligen ved det forestaaende Kongevalg det ene Rige intet foretage uden med det andet Riges Raad. I et andet Brev af samme Dag og Sted fra de nævnte Biskopper og en Deel af de øvrige Raadsmedlemmer til Sveriges Riges Raad bedes dette udvirke, at et aftalt Møde mellem de tre Rigers Fuldmægtige til Kalmar kan blive afholdt i Lødøse, og i dette Brev omtales endogsaa, at Væbneren Guttorm Tjeld, der ellers nævnes som Medlem af Norges Raad, havde været forud som sammes Sendebud inde i Sverige hos det svenske Raad, hvorved synes antydet, at det første Skridt til Underhandlingen var gjort fra norsk Side. Med sidstnævnte Brev fulgte nogle fra norsk Side opsatte Artikler, indeholdende Klager over de Brøst, Norges Rige meentes at have lidt i Kong Kristians Tid, og paa hvilke man ønskede raadet Bod, førend en ny Konge kaaredes til Norge. Blandt Klagepunkterne var Anke over Orknøernes og Hjaltlands Bortpantning; – over at Baahus forholdtes Norges Raad af Kongen; – over at Kirker og Klostere vare brændte, Biskop og Prælater, Riddere og Svende myrdede, uden at Ret derfor var opnaaet, hvorved sigtedes til Biskop Thorleifs og Hr. Olaf Nilssøns Drab i 1455 samt Munklifs Klosters Brand, for hvilket alt Kongen ikke havde udvirket fuldstændig Opreisning af Hanseaterne; – over at Kronens Kirker og Len overdroges Udlændige, og mere lignende[2].
