Slottet, idet han ventede Undsætning fra Danmark. Det tilstedeværende norske Raad med Erkebiskoppen og de to Biskopper samt Rigsforstanderen i Spidsen henvendte sig nu atter ved en Skrivelse af 24de August fra Leiren for Baahus til det svenske Raad, forklarede dette Omstændighederne og bad om Hjælp fra de nærmeste svenske Landskaber for at vinde Slottet[1].
Til samme Tid skrev ogsaa Raadet til Hans, som det benævner: „den verdige unge Herren“, og til Danmarks Riges Raad, udentvivl med Forestillinger om Opgivelsen af Baahus; og for man fik Svar fra Sverige og den forlangte Oplysning om Udfaldet af Mødet i Kalmar, kom fra Danmark nye Sendebud, nemlig Biskoppen af Odense og nogle Verdslige af Rigets Raad[2], hvilke medbragte en Svarskrivelse paa Brevet til Danmarks Konge og Raad, hvori de Norske opfordredes til at afstaa fra Beleiringen af Baahus. De Norskes Foretagende fremstilledes som en „Opreisning“ og som et Brud paa „den kjærlige Bebindelse mellem Rigerne“. Denne Beskyldning stødte ganske naturligt det norske Raad, der fandt, at det ikke kunde opgive Beleiringen „helst for Almuens Skyld“, og at de Danske i dette Tilfælde vare de, som brøde Forbundet og „den evige Fred“. „Det var en skadelig Fred, om hvert Rige ei maatte søge sin Ret indenlands og forsvare sit eget Land og sine egne Thegner (Undersaatter). Efter Forbundet skulde det ene Rige heri hjælpe det andet og ikke være det til Hinder“. Dette forestillede Erkebiskoppen og de to Biskopper samt Rigsforstanderen og fem andre verdslige Raadsmedlemmer det svenske Raad i en ny Skrivelse af 15de September fra Leiren for Baahus, idet de tillige yttrede, at, „hvis Baahus længer blev i udenlandske Mænds (de Danskes) Hænder, var det at frygte, at dette vilde komme baade Sverige og Norge til Skade, hvilket de Nærmestboende i Sverige havde erfaret“. De tilføiede endnu de mærkelige Ord: „Den Artikel blandt andre skreven, at de tre Riger skulle forbindes under een Konge til evig Tid, (hvad den angaar) tykkes os ei nyttigt at være, at det skeer saa uoverlagt (oberaad), fordi det har ingen god Fremgang havt til denne Tid, og vore Efterkommere ville dog vide deres syneste (?), og staar til frygtende, at det da maatte komme til mere Skade og større Uenighed“. Brevet ender med den Bøn, at de Svenske vilde komme dem til Hjælp i deres retfærdige Sag, navnligen Vestergøterne. Forresten fortrøstede de sig paa Guds Hjælp og vilde vel forsvare sin Ret indenlands[3].
Der var Alvor og Sandhed i denne de Norskes Skrivelse, der blottede de Danskes og deres Konges eensidige Anskuelse af Forenin-
