gen. Før Brevet imidlertid synes at være kommet det svenske Raad tilhænde, affærdigede dette sit Svar paa de Norskes tidligere Brev af 24de August. Om nu end ikke det norske Raads seneste Vink var blevet de Svenske bekjendt, saa skulde man dog tro, at disse, efter Alt hvad der var foregaaet i Sverige i de sidste femti Aar og især siden 1470, havde agtet paa de Norskes Opfordring om Hjælp og sluttet sig aabent, fast og afgjørende til dem for at verne om de tvende Rigers Ret. Men det skede ikke. Det svenske Raads Svar, hvad enter nu Steen Sture selv havde tilsagt det eller ikke, fyldestgjorde ganske vist paa meget nær ikke det norske Raads Forventning Det var forsigtigt, og man kan gjerne sige koldt. Det svenske Raads Sendebud havde i September været i Kjøbenhavn Dronning Dorothea og „den unge Herre“ (Kong Hans) havde samtykket alle de i Kalmar den 16de August opsatte Artikler, og de svenske Sendebud havde heller ikke ved denne Leilighed undladt at paasee Norges Bedste. Et Møde af alle tre Rigers Fuldmægtige var aftalt at holdes i Halmstad til næste Aars 13de Januar (tyvende Dag Jul), og dette Møde bedes de Norske indstændigen ogsaa at søge for at raadslaa og beslutte angaaende „de tre Rigers og deres Indbyggeres Privilegier, Friheder, Bedste og Bestand“. Man havde givet fire af det danske Raads Medlemmer Leide gjennem Vestergøtland til Norge, og det var ønskeligt, om det norske Raad kunde komme overeens med dem om at faa Baahus ud af Jørgen Larentssøns Hænder. Men kunde dette ingenlunde skee, saa synes det dem, at de Norske burde nøies med at sikkre sig mod hans Indgreb i Bestyrelsen af Land og Len, indtil Mødet i Halmstad var afholdt[1].
Det svenske Raads kolde Svar paa Nordmændenes Bøn om Hjælp har ganske vist gjort det norske Raad modtageligere for de danske Sendemænds Forestillinger. Det er rimeligvis de samme Sendebud, der omtales i de Svenskes Brev, som de Norske omtale i sit af 15de September, nemlig Biskoppen af Odense med Følge, og disse ere, trods den Uvillie, hvormed de modtoges af det norske Raad i Leiren for Baahus, dog forblevne i Nærheden for at friste nye Underhandlinger. Saadanne kom strax efter i Gang i Lødøse i Vestergøtland lige ved den norske Grændse. De danske Sendebud gjorde sig nu al mulig Umag for at virke paa Erkebiskop Gaute og de norske Herrer, saaledes at disse skulde indgaa paa at hylde Hans og igjen tiltræde den gamle Forening med Danmark. De lovede paa Hans’s Vegne, at Norges gamle Friheder ikke alene skulde blive opretholdte,
- ↑ N. Dipl. III. 685. Slutningen af Brevet mangler, saaledes ak man ikke seer, naar og hvor det er udstedt: men det synes mig klart af Indholdet, at deri de Norskes Brev af 26de August, ikke det af 15de September, besvares.
