Jævnsides med Valget gik Kong Hans’s Vedtagelse og Udstedelse
af en vidløftig Haandfæstning, fælles for Danmark og Norge,
hvilken optoges i selve Valgbrevet af 1ste Februar, og besegledes under
Eet med dette baade af Kongen og begge Rigers Raad. I
Haandfæstningen er tydelig nok taget Hensyn til de af det norske
Raad tidligere indgivne Ankepunkter, hvis Afhjælpelse er tilsagt. De
Artikler, som især have Betydning for Norge og navnligen vedrøre
Kirken ere følgende:
Kongen vil over alle Ting elske Gud og styrke den hellige Kirke og dens Tjenere samt opretholde alle dens Prigilegier, hvad enten disse er den given af Paven eller af fremfarne Konger og Fyrster.
Kongen skal ikke selv, eller lade Andre, befatte sig med Biskoppers eller Prælaters Valg, eller indtrænge Nogen i Kirkens Beneficier imod dens Ret og Friheder, de Prestegjæld dog undtagne, til hvilke Kongen og Kronen har Patronatsret; og Ingen skal have Kirkens Land eller Gjæld uden de ere Indsødte i hvert Rige og dertil skikkede.
Hvad der i forgangne Aar og navnligen i Kong Kristians Tid er Norges Rige fragaaet i Land eller Indtægt, skal Kongen paa sin kongelige Ed snarest muligt, med Raadets Raad, skaffe Norges Krone tilbage.
Hvad der er foregaaet mellem Kongen og Norges Riges Indbyggere efter hans Faders Død til denne Tid skal være en afgjort Sag paa alle Sider.
Mynt skal slaaes i Throndhjem af Nidaros’s Domkirke, ifølge dens Prigilegier, og ligesaa i Bergen og Oslo; Mynten skal være jævngod med dansk Mynt.
Hverken Kongen eller nogen verdslig Dommer skal have Magt til at dømme i Sager, der vedkomme Kirken, dens Personer, Tjenestefolk eller Gods, ifølge Privilegium eller gammel Sedvane, men saadant skal rettes for Kirkens Dom. Heller ikke skal Kirkens Personer befatte sig med nogen verdslig Dom videre end Kirkens Lov og Privilegier udvise.
Kongen eller hans Embedsmænd skulle ikke befatte sig med at ind- eller afsætte Kirkens Personer, eller Landboer og Tjenere paa Kirkens Gods; ei heller skulle de paalægge Kirker eller Klostere nogen Skat eller Byrde.
Ingen skulle være Lagmænd i Norge uden Rigets indfødte Mænd.
Ingen skulle optages i Rigets Raad uden Rigets indfødte Mænd af Riddere og Svende, og det ikkun efter Rigets Raads Raad, og under den Ed, som dertil hører.
