bekjendt reiste sig dog nye Vanskeligheder, som fremdeles uddrog Fuldbyrdelsen af hans Hylding i Sverige lige til 1497.
Det havde nu lykkets Kong Hans og de Danske at sprenge Særforbundet mellem Norge og Sverige, hvilket var paa gode Veie til fuldkommen at oprive den større Forening mellem de tre Riger, og som, hvis dette end ikke var skeet, dog fast overholdt maaskee kunde have sikkret Norge en selvstændigere Stilling i Foreningen ligeoverfor Danmark, end nu, trods Haandfæstningens glimrende Tilsagn, i Virkeligheden blev det til Deel. At kalde den Rørelse i Norge, som ved denne Leilighed fandt Sted, og hvori Erkebiskop Gaute og et Par af Norges Biskopper øiensynligen spillede Hovedrollen, at kalde den et Oprør, et Brud paa ældre Forpligtelser, hvilket Mange have gjort[1], er neppe retfærdigt. Hyldingen af Kristian I’s ældste efterlevende Søn i 1458 som Faderens umiddelbare Eftermand var virkelig paa en Maade gjort magtesløs ved Kristians ovenberørte Tilsagn i 1476, og tilintetgjorde desuden ingenlunde Norges Ret til at sørge for Afhjælpelsen af sine grundede Anker, for det stedte den valgte Konge til virkeligt Indtræde i Kongedømmet. Og andet var det jo ikke, det norske Raad ved denne Leilighed gjorde. At det, som i Brevet af 13de September, kunde yttre Misnøie med Foreningen mellem de tre Riger, naar Norges Ret krænkedes derved, at en vigtig norsk Fæstning forholdtes Raadet ved dansk Hjælp, – deri kan man da ikke fortænke det. Det norske Raad negtede jo forøvrigt ikke at antage Hans til Norges Konge, men det vilde blot forud sikkre sig hans udtrykkelige Tilsagn om at afhjælpe visse Klagepunkter; og da man havde erholdt dette Tilsagn, antog man ham godvilligen. At Hans selv ikke ansaa Valget og Hyldingen i Faderens levende Live som ubetinget bindende for noget af de tre Riger, viste noksom hans egen Opførsel, idet han ikke engang kaldte sig reent ud „Danmarks Konge“ men kun „udvalgt Konge til Danmark“ ligetil Antagelsen i Halmstad var foregaaet og Haandfæstningen der vedtagen. Ligesaalidt som Bevægelsen bør kaldes et Oprør, ligesaalidt er det rigtigt, naar man har fremstillet den som en Tilstelning af et vist Parti[2], hvilken altsaa ikke skulde have fundet synderlig Deeltagelse hos den norske Almenhed. Vel er det saa, at man ved denne Leilighed ingen bestemte (prøver har paa den norske Almues Stemning, uden blot hvad Indbyggerne i Baahuslen angaar. Men det norske Raad sees at have handlet med stor Endrægtighed, og ingen Splittelse spores dennegang, som den, der fandt Sted under Bevægelsen i 1449, – en Omstændighed, der noksom tyder paa, at Raadet har vidst sig at have et Rygstød i Folkets Ønske, hvilket ogsaa dets ovennævnte Yttring i Brevet af 15de Sep-
