Anledning af Kroningen, og at Hr. Ivar har maattet vige, fordi hans Færd under Mellemriget har mishaget Kongen. Ivar, der i meer end tredive Aar havde været Provst og Kansler, findes at have overlevet sin Fratrædelse fra begge Embeder en rum Tid. Endnu i 1498 levede han i Varna Kloster eller Hospital[1], og han maa saaledes have opnaaet en meget høi Alder. Eftermanden Hr. Jon Paalssøn var Provst og Norges Kansler under hele Kong Hans’s Styrelsestid, dog nævnes ogsaa i denne Tid nemlig i 1486, en Præbendatus ved Mariekirke, Hr. Thorkel Jensøn, som Vicekansler[2].
Gunnar Thiostolfssøn Holk, Biskop i Oslo[3], viste sig, som vi ovenfor have seet, med de øvrige norske Biskopper virksom under Mellemriget 1481–1483, og deeltog i Forhandlingerne med Sverige i 1482. Han havde dengang i næsten treti Aar forestaaet Oslo Biskopsstol og i næsten fireti indtaget en fremragende Stilling i Norges Raad. Den sidste Leilighed, ved hvilken han nævnes, er paa Mødet ved Jarlsø den 25de Juli 1482[4]; i de senere Forhandlinger forekommer hans Navn ikke. Han maa da have været meget gammel og er udentvivl død i dette samme Aar[5]. Hans Eftermand paa Oslo Stol var Nikolaus Kalib, om hvis foregaaende Stilling intet vides.
Kong Hans skildres som en ærlig, ligefrem, ordholden Mand, der ikke befattede sig med Statskneb. Han viste sig ogsaa i Almindelighed mild og eftergivende, endog i sine Tvistigheder med den ham i Klogskab og Kraft uendelig meget overlegne, men mindre redelige, svenske Rigsforstander Steen Sture, der idelig ved sine listige Underhandlinger prøvede hans Taalmodighed og forholdt ham Sveriges Krone. Men alle Kongens gode Egenskaber uagtet, synes dog Nordmændene ikke i Eet og Alt at have været tilfreds med hans Styrelse. Allerede tidlig i hans Styrelses Tid spores en vis Gjæring i Norge, hvortil dog den egentlige Aarsag ikke kjendes. Rimeligvis har man, og det neppe uden Grund, fundet ham noget lunken i at opfylde de Løfter, han havde givet Nordmændene i sin Haandfæstning. Man har ogsaa her gjættet, at Steen Sture har havt en Haand med i Spillet, og at Erkebiskop Gaute har staaet i Forbindelse med ham; men tilstrækkeligt Bevis herfor mangler hidtil[6]. Det er i 1486, at tydelige Spor vise sig til urolige Rørelser i Norge og et spendt Forhold mellem Kongen og Erkebiskoppen. Og Urolighederne maa ikke have været ubetydelige, det kan man slutte af Kongens alvorlige Foranstaltninger. Han havde nemlig i Begyndelsen
