af Aaret Udbud af Danmark baade af Lenene og af Kjøbstæderne. Samlingstiden for Krigsfolket fastsattes til fjorten Dage efter Paaske (dette Aar den 26de Marts), og Toget skulde gjælde Norge. En Styrelse blev i Januar Maaned udnævnt for Danmarks forskjellige Landskaber under Kongens Fraværelse udenfor Riget, og denne har følgelig været tænkt at blive ikke saa ganske kort[1]. Om Toget virkelig har fundet Sted i den Maalestok, som Forberedelserne lade formode, vides ikke; men hvad der er vist er, at Kong Hans om Sommeren selv var i Norge. Muligen har han ved sin personlige Nærværelse fundet Stillingen mindre farlig end Rygtet havde udraabt; og virkelig spores ikke andet, end at Sagen er bleven hastig og i Mindelighed jævnet.
I Juli Maaned var Kongen i Bergen samlet med Erkebiskop Gaute og udentvivl med hele Norges Raad[2]. Man seer, at der har været Tvist mellem Kongen og Erkebiskoppen angaaende Patronatsretten til Trums Kirke, hvilken Ret Erkebiskoppen, uvist under hvad Paaskud, maa have tilegnet sig. St. Marie Kirke i Trums var fra gammel Tid et af de fjorten kongelige Kapeller[3], og Kongens Patronatsret til den var saaledes uomtvistelig. Kongen lod ogsaa forelægge Erkebiskoppen Pavebrev, der beviste hans Patronatsret til Kirken, og Gaute maatte give efter. Den 18de Juli udstedte han i Bergen under sit og sit Kapitels Segl et aabent Brev, hvori han erklærede, at da Kongens Ret ved de fremlagte Pavebreve var bevist, havde han med sit Kapitels Raad opgivet denne Patronatsretten til nævnte Kirke med al Rente og Rettighed, som dertil bor at ligge, dog paa det Vilkaar, at naar den er ledig, en dygtig indenlandsk Klerk præsenteres til den, hvilken bliver i ret Lydighed under Erkebiskoppen og hans Eftermænd[4].
En anden Kirkesag blev af Erkebiskop Gaute afgjort paa dette samme Møde. Almuen af Midsyssel paa Agder klagede ved tvende Fuldmægtige for Erkebiskoppen over visse Byrder, som den paastod, at dens Geistlighed uden Ret paalagde den. Det ene Klagepunkt var, at der fordredes meer end Loven bestemte for Begravelser; det andet, at der vare Kirkerne fragaaet Ejendomme, som med Rette tilhørte dem. Vedkommende Biskop, Eilif af Stavanger, var tilstede og svarede paa Klagen, at Almuen i Midsyssel selv havde opgjort Brev om Kirkernes Ejendomme og Presternes Indtægt og Rettighed, hvilket Brev ikke burde overdømmes; og havde han i den Anledning for et Aar siden stevnet nogle af Almuen til Nidaros for Erkebiskoppen,
