og da de ei indfandt sig, faaet Kostholdsbrev paa dem. Efter at have undersøgt Sagen fra begge Sider, gjorde Erkebiskoppen, med Biskop Eilifs Samtykke og andre gode Mænds Raad, følgende Bestemmelse: – Først angaaende Begravelser, at efter Bonde eller Hustru skal efter gammel Sedvane gives 2 Mark, mindre dog hvis Evne ei er til, eller der er mange Børn; efter ugift Sott eller Datter over 16 Aar 1 Mark, ligesaa efter Leiedreng paa fuld Løn; efter Barn mellem 7 og 16 Aar Mark; efter yngre Barn mindre. Dernæst angaaende Kirkernes Ejendomme, da lovede Biskop Eilif, at det skulde komme tilbage til Kirkerne, som lovligen bevises at tilhøre dem. Endelig angaaende Kostholdet, hvori de vare idømte, da opgav Biskoppen dette; dog skulde Almuen for sin Ulydighed gjøre ham en venskabelig Villighed, der ikke voldte dem nogen Tyngsel. Herom udstedte Erkebiskoppen den 31te Juli i Bergen sit Brev, som blev medbeseglet af Biskop Eilif[1]. Kongen synes slet ikke at have blandet sig i denne Sag.
At Kong Hans’s Stemning mod Nordmændene, og det norske Raads mod ham ved hans Komme til Norge ikke var den bedste, er tydeligt nok. Men under Opholdet i Bergen forsonede han sig, heder det, med Erkebiskoppen og de Norske, som tilforn syntes ham uvillige, og man gjorde hinanden gjensidigen de bedste Løfter[2]. At et venskabeligere Forhold var indtraadt, syntes ogsaa vise sig et Par Aar senere. Thi i Sommeren 1489 indfandt sig det norske Raad: Erkebiskop Gaute, Biskopperne Hans af Bergen, Eilif af Stavanger, Herman af Hamar, Herlog Electus af Oslo, Kristiern Provst i Bergen og Jon Paalssøn Provst i Oslo, ser Riddere (Alf Knutssøn nævnes først) og to Svende, i Kjøbenhavn, hvor det den 25de Juli, paa det norske Folks Vegne, antog og hyldede Kongens ældste, dengang otte Aar gamle Søn, Kristian, til Faderens Eftermand som Konge i Norge, med udtrykkelig Tilsidesættelse for dette Tilfælde af enhver Artikel i Kongens Haandfæstning (i Recesser-tie til Kalmar og Halmstad), der kunde være den foretagne Hylding imod. Brev om denne Handling blev udstedt og forseglet af alle de nævnte Raadsmedlemmer samt tillige af tre Abbeder, tolv Væbnere og ni Lagmænd, Alle af Norge[3].
Navnene paa de ved Kristians Hylding tilstedeværende Biskopper vise, at nogle Biskopsskifter da vare foregaaede i den norske Kirke, og flere indtraf i de næst paafølgende Aar.
Biskop Karl Sigurdssøn af Hamar[4] var udentvivl en af Kong Hans høitbetroet Mand i verdslige Anliggender. I 1485 var han Høvedsmand paa Akershus; var endnu i Live og der tilstede den
