blev indviet af Erkebiskop Gaute. Han vendte tilbage til Island i 1499 og tiltraadte sit Sæde. Han var som sin Formand en haard og havesyg Mand, virksom i at berige ikke alene sin Biskopsstol men ogsaa sig selv, det sidste igjen til Fordeel for sine Børn, af hvilke han havde flere med en Frille, der aabenlyst levede med ham som hans Husholderske[1].
Af pavelige Foranstaltninger med Hensyn til den norske Kirke omtales ved denne Tid een, som vilde være mærkelig, om den var sikker.
I 1490 skal Pave Innocentius VIII, som i 1484 havde fulgt Sixtus IV, og som regjerede til 1492, have meddelt den norske Kirkes Prester Tilladelse til, i Mangel af Vin, at benytte Mjød eller anden Landets Drik i Nadverens Sakrament[2]. Rigtigheden af denne Beretning er imidlertid, og det som det synes med Grund, bleven dragen i Tvivl. Innocentius maa, hvis Dispensationen virkelig er given, have havt ganske andre Anskuelser end Pave Gregorius IX havde, da han i 1237 erklærede sig om den Sag til Erkebiskop Sigurd[3].
Urolighederne i Norge omkring Aaret 1486, de være sig af større eller mindre Betydenhed, bleve, som vi nys have seet, hastigen stillede. Men ti Aar senere, henimod Aarhundredets Slutning, begyndte atter Tegn paa en indre Gjæring og paa en vis Spending mellem tvende Partier i Landet at lade sig tilsyne.
De to Partier, som Kristian I’s Valg for henved femti Aar siden havde fremkaldt i Norge, vare i Grunden aldrig ganske uddøde. Det ene var mere strengt norsksindet og havde Opretholdelsen af Norges Selvstændighed, om end som Led af et nordisk Statsforbund, for Øie; dette holdt paa Valgriget som en Nødvendighed for at sikkre Norges Selvstændighed i Foreningen, og paa Kongens Iagttagelse af hvad han i sin Haandfæstning havde tilsagt Norge, medens det derhos var tilbøieligt til at søge en Støtte i Sverige, saaledes at Nordmænd og Svensker skulde gjøre fælles Sag ser at modstaa Danmarks Stræben efter en Overvegt i Foreningen, hvilken Stræben man troede de oldenborgske Konger begunstigede. Det andet Parti var mere dansksindet og arbeidede stadigen paa at knytte Norge saa fast som muligt til Danmark, for at disse to Stater ved gjensidig Hjælp kunde tvinge Sverige igjen ind i Foreningen og til at antage fælles Konge med Danmark. Dette Parti vidste klogeligen at benytte den norske Almues Forkjærlighed for Arveriget og holdt, for Norges Vedkommende, ikke saa meget strengt paa Haandfæstningens Tilsagn,
