navnligen med Hensyn til Landets Styrelse ved indfødte Mænd. Paa det første Parti stod, som vi have seet, i sin Tid Erkebiskop Aslak Bolt, medens samtidig med ham Hr. Hartvik Krummedike var Hovedmanden for det dansksindede Parti. Dette sidste gik i 1449, som vi vide, af med Seieren, og Hartvik Krummedike var længe dets Hovedmand i det norske Raad, hvor han, skjønt Udlænding og egentlig dansk Herremand og Godseier, havde vundet Sæde, da han ved et norsk Giftermaal var bleven Eier af en Mængde Jordegods i det sydlige Norge.
Imidlertid traadte fra henved 1460 en norsk Stormand op som Hr. Hartviks Medbeiler til Indflydelsen i Norge, og dette var den ovenfor oftere nævnte Hr. Alf Knutssøn af en Æt, som man efter Vaabenet (tre Roser) har kaldet Ros. Alf var paa fædrene Side Svensk, men stammede gjennem sin Moder fra Sigurd Hafthorssøn og den norske Kongeæt, ligesom og fra Giskeætten, hvis rige Godser i Norge han for en stor Deel havde arvet. Han kunde saaledes i Rigdom fuldkommen maale sig med Hr. Hartvik, medens hans Slegtskab ligesom og den Omstændighed, at han eiede Godser ligesaavel i Sverige som i Norge, maatte gjøre ham tilbøielig til at opretholde Enigheden og Forbundet mellem disse to Riger. Alf Knutssøn var altsaa ligesaa naturlig hentrukken til det norske mod Sverige heldende Parti, som Hartvik Krummedike til det dansksindede; og begge maatte snart blive hinandens erklærede Modstandere. Uenigheden mellem dem fremkaldte stundom blodige Optrin. Saaledes omtales, at medens Hr. Hartvik var Høvedsmand paa Akershus, dræbte Hr. Alf Knutssøn Lasse Jenssøn, hans Foged paa Hedemarken[1]. Og dette har neppe været den eneste Bloddaad i deres Tvist.
Man ved ikke hvad der fra Først af har givet Alf Knutssøn et Overtag over sin Modstander; men vist er det, at Hr. Hartviks og det danske Partis Indflydelse i Norge, tildeels ved Alf Knutssøns Indflydelse, i de senere tyve Aar af Kristians Styrelse var i Dalen, medens naturligvis i samme Mon det norske Parti hævede sig[2]. Det var ogsaa dette Parti med Erkebiskop Gaute, Jon Smør og Knut Alfssøn i sin Spidse, hvilket vi i Urolighedsaarene 1481–1483 have seet raade i Norge, medens man paa den Tid saagodtsom intet Spor finder til det danske Partis Virksomhed i Landets Indre. Dette skriver sig rimeligvis for en stor Deel derfra, at det danske Parti for Øieblikket var uden nogen fremtrædende Høvding, da nemlig Hr. Hartvik var død omkring 1476[3]. Men efterat Hans’s Valg til Norge var lykkelig gjennemdrevet, synes det som det danske
