Parti lidt efter lidt igjen er kommet til Aande. Det fik ogsaa nu snart en ny og kraftfuld Høvding i Hartvik Krummedikes eneste Søn, Henrik, der arvede alle sin Faders store Ejendomme baade i Norge og Danmark. Henrik Krummedike var vel ved sin Faders Død for ung til strax at optræde som Partihøvding; men saasnart han var kommen til den mandige Alder, var bleven Ridder (før 1485), havde saaet Forleninger i Norge og var bleven Høvedsmand paa Baahus Slot (før 1490), begyndte han at træde i sin Faders Fodspor som det danske Partis Høvding i Norge og tillige som Alf Knutssøns Modstander. Da nu Alf Knutssøn omkring 1496[1] døde, og hans Søn, Ridder Knut Alfssøn, arvede hans Rigdom og Indflydelse samt blev Høvedsmand paa Akershus, saa blev han og Henrik Krummedike de tvende Førere, om hvilke de to hinanden modsatte Partier i Norge sluttede sig.
Den første Leilighed ved hvilken vi finde Knut Alfssøn og Henrik Krummedike i nogen nærmere Berørelse, var ved Elfsborgs Beleiring og Indtagelse i den senere Halvdeel af 1497, da begge de nævnte Høvdinger i Forening anførte Kong Hans’s Krigsfolk. Dengang vare de vel, i det mindste tilsyneladende, Venner; muligen kan dog ved denne Leilighed hemmelig Avindsyge mellem dem som Hærførere have bidraget til Beleiringens Langvarighed, ligesom det og kan have opbragt Knut Alfssøn, at Lønnen for Slottets endelige Indtagelse synes at være bleven Henrik Krummedike alene til Deel[2]. Strax efter udbrød, ved Slutningen af 1497 og Begyndelsen af 1498, nogle Bondeuroligheder i visse Landskaber i det sydøstlige Norge, der hørte til Knut Alfssøns Len. Bøndernes Reisning her var imidlertid, saavidt skjønnes, ingenlunde rettet umiddelbart mod Kong Hans, men mod Knut Alfssøn selv og dennes underordnede Fogeder. Reisningen udgik fra Nes Tredjing og Ullenshofs Tredjing paa Romerike. Almuen der underrettede ved et ubeseglet Brev Hr. Knut om, at en Engelbrekt Gunnarssøn havde slaget hans Foged ihjel under dennes Opkræving af Kongens Visøre, og at hele Almuen paatog sig Gjerningen som øvet med dens Samtykke. Men Hr. Knut, som af Brevets Overbringer troede sig at være kommen til Erfaring om, at det ikke hang rigtig sammen med Almuens Ansvarlighed, advarede den, efter forudgaaende Overlæg med Biskop Herlog af Oslo, Provsten til Mariekirken sammesteds og flere af Raadet, ved en Skrivelse fra Akershus af 29de November 1497, og forlangte af den, hvis den virkelig vilde staa ved sin Erklæring, at sende ham denne under tolv Mænds Segl ved fire Fuldmægtige, hvilke da skulde have frit Leide frem og
