Handlinger, for hvilke han og synes at have været dræbt af Almuen[1]. Vi vide imidlertid ikke hvilke Virkninger denne Klage har havt.
Der findes vel intet Bevis for, at Hr. Henrik Krummedike har havt Haand med i Spillet ved disse gaadefulde Uroligheder; men tænkeligt er det, at han just ikke saa ganske ugjerne har seet sin Medbeiler i slig Forlegenhed, hvilken tillige kastede en Skygge paa hans Embedsførsel i Kongens Tjeneste og mod dennes Undersaatter, og at han derfor ikke har forhastet sig med at komme Knut Alfssøn til Hjælp. I saa Fald har Begivenheden ganske vist tjent til at forøge Spendingen og Uvillien mellem de tvende Stormænd. Alligevel synes disse Uroligheder ingenlunde at have været af den Beskaffenhed, at de kunde gjøre Knut Alfssøn mistænkt hos Kongen for oprørsk Sindelag. Ligesom Knut synes at maatte have nydt Kongens Tiltro, da han sattes til Henriks Medanfører ved Elfsborgs Beleiring, saa finder man heller ikke strax efter de omtalte Uroligheder Spor til nogen Mistanke fra Kongens Side mod ham. Men i 1499 viser det sig tydeligen, at en alvorlig Tvivl om Knuts Troskab var vakt hos Kongen, og af Breve fra denne til Henrik Krummedike af 29de September og 23de Oktober i nævnte Aar sees, at Kongen da har fundet Knut Alfssøns Færd mistænkelig, at han har frygtet hans Stemning, og at han har overdraget sin Fortrolige at have et opmærksomt Øie med hans Foretagender[2]. Vi kunne, ved at see dette, neppe tvivle om, at Henrik har pustet til Kongens Uvillie mod den mægtige norske Høvding; og det kan vel hende, at en Følelse hos Knut af at være miskjendt af sin Konge og bagtale hos denne af en Mand, der nu maa antages at have været hans vitterlige og erklærede personlige Uven, og som stod paa et modsat Parti i Norge af det, til hvilket Knut selv havde sluttet sig, kan have draget den sidstnævnte ind i den Forbindelse med Kong Hans’s Fiender i Sverige, der, hvad vi nu strax skulle see, voldte hans Død.
Kong Hans var endelig i 1497 bleven erkjendt for Konge i Sverige, og Steen Sture havde fratraadt sit Rigsforstanderskab der. Men ikke før havde Kongen i 1500 lidt det bekjendte Nederlag i Ditmarsken, før Sverige igjen blev uroligt, og Steen Sture atter optraadte i de misnøiede Svenskes Spidse. Da Gjæringen i Sverige i 1501 begyndte at blive alvorlig, var Knut Alfssøn der tilstede, og traadte uden Dølgsmaal paa Hr. Steens Side. Om han ved denne Leilighed har havt nogen, om ogsaa blot hemmelig, Fuldmagt
