fra det norske Raads Side, eller har handlet efter Tilskyndelse fra enkelte af dettes Medlemmer, eller om han har gaaet sin egen Vei, stolende paa sin personlige Indflydelse i Norge, hvilken han har troet vilde sætte ham i Stand til senere at forsvare det gjorte Skridt, – derom ere vi uvidende. Men vist er det, at han i Egenskab af norsk Raadsmedlem deeltog i de misnøiede svenske Herrers Forhandlinger i Vadstena i August og September Maaned 1501, og at disse Herrer derfor i sine Klagebreve af 1ste August og 27de September kalde sig Sveriges og Norges Raad. I det sidstnævnte Brev findes endog en egen Artikel, hvori Knut Alfssøn siger sig at have klaget for Kongen og Rigets Raad over den Uret og Overvold, som ham og Norges Indbyggere af Hr. Henrik Krummedike og flere navngivne Mænd var tilføiet, og dagligen tilføies af Kong Hans’s Embedsmænd, Rigets og hans hadskeste Fiender, uden at der dog gjordes ham Lov eller Ret paa hans Kæremaal[1]. Allerede i Forveien havde Hr. Knut tilsendt Kongen sit Undsigelsesbrev, hvilket gjorde, at Kongen for 9de September have erklæret ham for at have forbrudt sit Len og tillige budet sine Embedsmænd i Norge at lægge hans Arvegods under Kronen[2].
I Slutningen af 1501 brød Opstanden ud i Sverige under Steen Stures Anførsel, og efter Overlæg med ham, som det lader, drog nu Knut Alfssøn til Norge for ogsaa at reise dette Rige mod Kongen. Det lykkedes ham med en Deel af det sydøstlige Norge, hvor Akershus synes at være forblevet i hans Hænder, og hvor han, trods Bondeopløbet mod ham i 1498, maa have havt Kort Tilhang blandt Almuen. Ogsaa i det norske Raad har han utvivlsomt havt Venner, om end disse ikke vovede aabenbare at erklære sig for ham; og deraf har vistnok Raadets Uvirksomhed reist sig, hvorover Kongen undrer sig og klager i et Brev til Henrik Krummedike af 28de Oktober 1501, og som han senere synes at have villet overvinde ved at tilskrive i Januar Maaned 1502 Raadet og Lagmændene baade Nordensjælds og Søndenfjælds, at de skulde dømme efter Norges Lov, hvad Ret. Kongen, paa Norges Krones Vegne, kunde have til Knut Alfssøns Gods for den Utroskab, denne havde vist[3]. Man seer alligevel intet Spor til at Raadet bar rørt sig for Kongens Sag, og Knut Alfssøn indtog i Begyndelsen af 1502 en virkelig truende Stilling. Anførerne for Kongens Tilhængere Henrik Krummedike, Høvedsmand paa Baahus, og Mathias Olafssøn, Høvedsmand i Tunsberg, kunde med de Folk, de selv havde, og med Udbudet af sine Len intet afgjørende udrette mod ham. Knut spillede Mester paa Oplandene.
